Business

Carlsberg sælger lidt færre øl

Carlsbergs regnskab viser, at de har solgt lidt færre øl i første halvår af 2016.

Der er blevet solgt lidt færre øl hos bryggerigiganten Carlsberg i første halvår af 2016 i forhold til samme periode sidste år.

I årets første seks måneder har Carlsberg indtil solgt 64,2 mio. hektoliter øl, mens det tal var 66,1 mio. hektoliter i første halvår af 2015. 

Omsætningen landede på 31,2 milliarder kroner, mens det tal sidste år var 32,4 milliarder.

Her kan du se Cees't Harts reaktion på regnskabet for det første halve år

Skuffer lidt

Ifølge Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker hos Alm. Brand og har fokus på Carlsberg, er regnskabet en lille skuffelse.

- Han (Cees't Hart. red.) har været ude at sige, at det ikke var nok at love noget på den lange bane, men at man også skal kunne se det på den korte bane. Derfor havde vi regnet med at se noget bedring, men der skuffer de marginalt. Men det skyldes hovedsageligt EM i fodbold, så det er ikke alarmerende, siger Michael Friis Jørgensen.

Se hele Michael Friis Jørgensens analyse af Carlsbergs regnskab

Presset i Østeuropa og Kina

Det er specielt i Østeuropa og Kina, at bryggerigiganten er presset. 

I den østlige del af Europa, der jo indeholder Ukraine og Rusland, er der sket et fald i omsætningen på 15 procent i forhold til året før. Det er specielt de to nationer, der stadig ligger i konflikt, der giver anledning til færre købte øl. 

- Det russiske marked er problematisk. Det er specielt valuta, der har været problemet, fordi den russiske rubel er meget påvirket af de lave oliepriser, siger den administerende direktør for Carlsberg Group.

Samtidig måtte man også se i øjnene, at det store kinesiske ølmarked er på tilbagetog med et fald på otte procent. På de asiatiske markeder faldt omsætningen med fire procent i alt. 

- Markedet i Kina er presset, og der sælges mindre, siger topdirektør Cees't Hart.

Han henviser dog til, at man er i gang med at lukke ned i Østen.  

Tjener flere penge

Til gengæld har Carlsberg formået at vende udviklingen på bundlinjen og lander således et resultat på 2,1 mia. kr. efter skat mod 1,7 mia. kr. i samme periode sidste år. Selskabets toppchef, der nu har siddet i stolen i et år, understreger da også, at den nye tostrengede strategi - Sail '22 og Funding the Journey - går som ventet.

- Carlsberg leverede et godt sæt resultater i tråd med vores forventninger. Mest bemærkelsesværdigt har vi opnået en solid toplinje og profit samt en stærk forbedring af cash flow. Udførelsen af vores planer er tilfredstillende, og vi fastholder udsigterne for hele året for organisk vækst i resultat af primær drift, siger administerende direktør i Carlsberg Group, Cees ‘t Hart.

Carlsberg fastholder forventingerne til året.