Business

Haldor Topsøe får ny formand - Henrik Topsøe trækker sig på grund af kræft

Formanden for Haldor Topsøe-bestyrelsen forlader posten på grund af kræftsygdom.

Efter omkring tre år på formandsposten har Henrik Topsøe besluttet sig for at fratræde bestyrelsen i kemivirksomheden Haldar Topsøe.

Ifølge en pressemeddelelse er det en kræftsygdom, der har fået den nu afgående bestyrelsesformand til trække sig fra posten.

- Selv om det er ærgerligt for mig at forlade det spændende arbejde i bestyrelsen, glæder jeg mig samtidig meget over, at det er en virksomhed i god gænge, jeg kan overdrage til min efterfølger på formandsposten, siger han i meddelelsen.

Næstformand overtager

Den tidligere næstformand Jeppe Christiansen er blevet valgt som ny formand. Han er desuden næstformand i Novo Nordisks bestyrelse, ligesom han er medlem af bestyrelsen i Novo A/S, Kirkbi og Symphogen.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ser Haldor Topsøe som et nationalklenodie. Det er en ære, at ejerne har betroet mig posten som formand. Jeg vil arbejde for, at vores beslutninger altid vil tjene virksomheden, kunder og medarbejdere på den bedst mulige måde, siger han i pressmeddelelsen.

Den nu ledige næstformandspost overtages af Jakob Haldor Topsøe, der repræsenterer ejerfamilien i bestyrelsen. Han er desuden formand for ejerselskabet Haldor Topsøe Holding.