Business

Flad vækst i Novozymes falder under forventningerne

Selv om Novozymes kunne spotte en smule fremgang på flere nøgleposter i andet kvartal, er selskabet presset fra flere fronter.

Enzymkoncernen Novozymes er tvunget til at nedjustere forventningerne til hele året. 

Novozymes kom ud af årets andet kvartal med et overskud af den primære drift (EBIT) på 961 mio. kr. og et nettoresultat på 751 mio. kr.

I forhold til analytikernes forventninger klarede selskabet sig derved en smule svagere end ventet, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates før regnskabet. Der var på forhånd ventet et EBIT-resultat på 983 mio. kr. og et overskud efter skat på 749 mio. kr.

Skuffelse i de største divisioner

Salget i Novozymes' største division, som omfatter salg af enzymer til vaskemidler og mikroorganismer til rengøringsløsninger, endte også en anelse svagere end ventet i kvartalet. Salget i divisionen steg ganske vist til 1154 mio. kr. fra 1138 mio. kr. i den tilsvarende periode året år. Men analytikerne havde ifølge Ritzau Estimates ventet en omsætning i divisionen, som bærer navnet Vaskemidler, eller Household Care, på 1162 mio. kr.

Den næststørste division, Føde- og drikkevarer, halter også med væksten. Her steg salget i andet kvartal til 930 mio. kr. fra 925 mio. kr., men analytikerne havde ventet en fremgang til 949 mio. kr.

Optimistisk CEO

Selv om omsætningen i fire ud af fem divisioner var lavere end ventet blandt analytikerne, er det en optimistisk administrerende direktør, der onsdag morgen kommenterer regnskabet.

- Vores forretning gik bedre i andet kvartal. Vi opnåede solid indtjening, og vi forbedrede salgsvæksten, om end ikke helt så meget, som vi havde håbet. Vi er godt på vej til at nå vores mål for årets resultat, men vi justerer vores forventninger til salget som følge af resultaterne for andet kvartal og den usikkerhed, der hersker på mange af vores markeder, siger topchef Peder Holk Nielsen og fortsætter:

- Vi har stadig en stærkpipeline af bæredygtige biologiske løsninger, og vi vil snart lancere en meget spændende nyudvikling inden for BioAg.

Benny Loft, der er finansdirektør i Novozymes, forklarer desuden, at Novozymes bliver nødt til at justere forventningerne, hvilket blandt andet kan tilskrives pressede landmænd i USA.

- Vi har fået analyser, der viser, at de amerikanske landmænd er meget pressede økonomisk. Og her er det primært vores biologiske løsninger til landmænd, der er rammes, siger Benny Loft til Ritzau Finans.

Nedjusterer forventninger

Novozymes nedjusterer forventningen til organisk salgsvækst for 2016 til 2-4 pct. fra tidligere 3-5 pct., som følge af den usikkerhed, der hersker i de fleste af de industrier, som Novozymes er aktiv i.

De øvrige forventninger er uændrede. Omsætningsvæksten i danske kroner ventes at være på 1-3 pct. Driftsresultatet (EBIT) ses ligeledes vokse 1-3 pct. i kroner, svarende til en overskudsgrad på omkring 28 pct., og på bundlinjen efter skat vil der være en resultatvækst på 8-10 pct., forventer enzymselskabet.