Business

Dansk bank går i minus: - Vi er naturligvis ikke tilfredse

Arbejdernes Landsbank ryger i minus efter et halvår med store tab på negative renter og briternes beslutning om at forlade EU.

Kunderne strømmer til, men ikke desto mindre må Arbejdernes Landsbank notere sig en nedgang på bundlinjen på over 175 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Vi er naturligvis ikke tilfredse med beholdningsresultatet, som trækker halvårsregnskabet i minus.

Gert Jonassen, administrerende direktør, Arbejdernes Landsbank

Det skyldes udelukkende et kæmpe tab på bankens egenbeholdning, som på grund af blandt andet Brexit og negative renter har kostet et minus på 350 millioner kroner i årets første seks måneder.

- Vi er naturligvis ikke tilfredse med beholdningsresultatet, som trækker halvårsregnskabet i minus. De faldende renter og Brexit lige op til skæringsdagen for halvårsregnskabet har i ekstraordinær grad påvirket afkastet af vores investeringer negativt, siger administrerende direktør, Gert Jonassen i en pressemeddelelse. 

- Vi er nødt til at prøve få renteafkast på vores obligationsbeholdning. Når der så kommer Brexithvor mkarederne reagerer meget kraftigt på det, og så får man kursstigninger, som vi har dækket os af mod, og det gør så, at vi får et negativt kurstab, siger han til TV 2. 

Herunder kan du se hele interviewet med administrerende bankdirektør Gert Jonassen, der for fornylig kunne fejre 40 års jubilæum i Arbejdernes Landsbank. Her forklarer han blandt andet, hvorfor banken ryger i minus, efter briterne stemte sig ud af EU.

Bankens resultat for halvåret lander på minus 17 millioner kroner, selvom bankens basisindtjening er kommet op på 318 millioner kroner.

Ikke bekymret

Mens underskuddet er stort, er der til gengæld positive takter i tilgangen af kunder. I løbet af foråret er der kommet 5.000 nye kunder til Arbejdernes Landsbank.

-  Det væsentligste er, at vores basisdrift, hvor vi driver den almindelige bankforretning, og det er der, vi gør det godt, siger Gert Jonassen. 

- Vi har styrken til at kunne håndtere det her, det er fantastisk, at vi har en basisdrift, der kan håndtere det her, så vi ligger på et lille ruindt nu. Det lover jo godt for fremadrettet, siger han.

Gynger og karuseller

TV 2 Business redaktionschef Kasper Kronenberg forklarer, at det er en del af en tendens i Arbejdernes Landsbank, at der er denne type store udsving. 

- De har simpelthen større udsving på den her post end andre. Det er en kalkuleret risiko, og vi tjener penge et andet sted. Det er gynger og karuseller, siger Kasper Kronenberg.

Det er fagbevægelsen, der sidder i betyrelsen for Arbejdernes Landsbank. Og her kan det muligvis give anledning til panderynker, at det er på spekulation, der er skyld i de store udsving: 

 - Banken har et godt image, de tjener gode penge, og han har skaffet kunder. Så nej, han er ikke presset.

Men:

- Kan fagbevægelsen lide, at det er spekulation, banken taber penge på? Det tror jeg ikke, de synes, er så sjovt. Så jeg tror ikke, han skal levere mange af de her resultater, før nogle i bestyrelsen vil sige, at de skal være mere forsigtige, siger Kasper Kronenberg.

Lokkede boligkunder

Arbejdernes Landsbank gjorde sig tidligere i år positivt bemærket blandt især Nykredits kunder, da banken lancerede en løsning på de stigende bidragssatser i netop Nykredit.

Boligkunderne kunne i Arbejdernes Landsbank få en kontant kompensation på de stigende bidragssatser, og den manøvre satte gang i en lavine af forskellige løsninger blandt de mange banker, som formidler Nykredits realkreditlån.

Banken direktør føler sig overbevist om, at bankens kompensationsløsning har lokket kunder ombord over over de seneste måneder.

-  Der er ingen tvivl om, at vores attraktive tilbud på boligmarkedet har givet os en meget tydelig position i markedet. Og det har i kombination med vores i forvejen stærke image som en ansvarlig bank med fokus på den personlige rådgivning, tiltrukket mange nye boligkunder. Det er vi meget stolte over, og vi vil fortsat arbejde benhårdt for at leve op til den tillid, siger Gert R. Jonassen.