Business

McDonalds tror på større burgersalg til Brexit-ramte briter

McDonalds lader sig ikke skræmme af Brexit og vil åbne 25 nye restauranter og skabe 5.000 nye faste stillinger. PAUL J. RICHARDS / Scanpix Denmark

Burgerkæden McDonalds, medicinalgiganten SaxoSmithKline og London City Airport skruer op for investeringerne efter briternes nej til EU.

Fastfoodkæden McDonald's planlægger at komme med nye tiltag, åbne 25 nye restauranter og samtidig udvide åbningstiderne i sine eksisterende restauranter. Disse tiltag vil samlet skabe 5000 nye jobs i Storbritannien inden slutningen af 2017. Udvidelsen ses som et vigtigt signal om, at kæden fortsat tror på Storbritannien efter Brexit, skriver The Guardian.

Medicinal-gigant investerer milliarder

Medicinagiganten GlaxoSmithKline er også hoppet med på Brexit-boom bølgen. Selskabet vil investere 2,6 mia. kr. i tre eksisterende fabrikker. Den administrerende direktør Sir Andrew Witty kæmpede for at få briterne til at blive i EU.

Nu siger han ifølge BBC Business, at Storbritanniens kvaliteter og økonomiske styrke er uforandrede, og at det giver god mening at gennemføre disse investeringer. Siden Brexitafstemningen 24. juni er pundet er faldet ca. 10 %. Det er noget, der giver større indtjening i eksportvirksomheder som GlaxoSmithKline.

Fald i forbrugertilliden

Mens eksportvirksomhederne kan have gavn af det svækkede pund, så vækker burgerkæden McDondalds beslutninger om at åbne flere restauranter undren hos chefanalytiker i Danske Bank, Allan Von Mehren: 

- Pundets styrtdyk betyder at briterne skal betale mere for deres varer, og at det er blevet dyrere at rejse. Det har udløst et fald i forbrugertilliden, som kan få forbrugerne til at skrue kraftigt ned for forbruget.

Men måske er det netop forventninger om at forbrugerne skifter dyrere restauranter ud med billigere burgere, der får McDonalds til at satse på mere omsætning.