Business

Britisk avis: Intet stopper boomende Storbritannien

Storbritannien klarer sig fint uden EU, lyder meldingen nu.

Brexit rammer ikke britisk økonomi - tværtimod - sådan lyder meldingen nu fra Storbritannien.

Storbritannien nyder et boom efter brexit-afstemningen, hvor en række store selskaber melder store fremtidige investeringer og tillid til økonomien. Investeringerne kommer blandt andet fra medicinalselskabet GlaxoSmithKline, McDonald's og London City Airport.

"Skynd dig at investere i Storbritannien, da brexit-økonomien blomstrer". Disse ord pryder overskriften i tophistorien hos den britiske avis The Daily Express torsdag morgen.

Virksomheder planlægger investeringer i UK

Avisen refererer til BNP-tallene fra andet kvartal, der viser en vækst i landets økonomi på 0,6 pct. samtidig med, at flere store selskaber har fremlagt planer om fremtidige investeringer i landet på trods af brexit.

Bejler til USA

Den nyudnævnte handelsminister Liam Fox er i øjeblikket på en charmeoffensiv i USA, og han mener, at den britiske udmeldelse af EU ligeledes er godt for landets finansielle sektor med hovedkvarter i City of London, da der i større grad vil være muligheder i nye markeder.

- Brexit efterlader den finansielle sektor i en fremragende position. Storbritannien har en af verdens førende finansielle sektorer og har haft det, ikke bare siden Margeret Thatcher, men i mere end 300 år. Jeg tror, at brexit vil fjerne City's overdrevne fokus på Europa, siger Liam Fox i følge the Daily Express til Fox News.