Business

Giganthandel på plads: Yahoo solgt til telekoncern for milliardbeløb

Yahoo har for længst tabt kampen om at være brugernes foretrukne søgemaskine til Google. Nu er Yahoo solgt til den amerikanske telegigant Verizon. DENIS BALIBOUSE / Scanpix Denmark

Yahoo, der var blandt de største søgemasiner i internettets ungdom, får en ny chance med telekoncernen Verizon som ny ejer.

Efter længere tids spekulation er det nu officielt, at telekoncernen Verizon overtager kerneforretningen hos Yahoo, der især er kendt for sin søgemaskine, mail- og nyhedstjenester.

I en meddelelse fra Verizon mandag eftermiddag oplyser selskabet, at det køber Yahoos internetforretning til en samlet pris på omkring 4,83 mia. dollar - svarende til 32,7 mia. kr. Det er kun et år siden Verizon overtog en anden amerikansk gigant, nemlig internetportalen AOL. 

- Yahoo og AOL gav brugerne bred adgang til internettet, email, søgemaskiner og live medier. Det er poetisk at samle de to selskaber for at indlede et nyt kapitel i bestræbelserne på at skabe fokuseret vækst på de mobile enheder, siger Verizons bestyrelsesformand og administrerende direktør Lowell McAdam i en kommentar til handelen. 

Med internettrafikken på Yahoo får Verizon direkte kontakt til mere end 1 milliard brugere af Yahoos mail- og nyhedstjenester.

Aktionærerne i både Verizon og Yahoo hilser handelen velkommen og sender selskabernes aktier op med hhv 1,3 % og 1,4 %.