Business

Banker anbefaler aktiekøb: Dong er mindst 120 milliarder værd

Dong blev børsnoteret til 98 milliarder kroner. Nu vurderer en række banker, at Dong er mindst 120 milliarder værd.

Dong er kommet pænt fra land på fondsbørsen, men selskabet er meget mere værd end den nuværende markedsværdi på 106 milliarder kroner.

Det mener en stribe af de banker, der har stået bag børsnoteringen af energiselskabet, i hvert fald, viser data fra Bloomberg.

Amerikanske JP Morgan og Citi samt Nordea sætter kursmålet på aktien til henholdsvis 290 og 292 kroner, hvilket svarer til en samlet værdi af Dong Energy på 121-122 milliarder kroner.

Optimismen er endnu større hos schweziske UBS og canadiske RBC Capital Markets, der begge sætter kursmålet til 300 kroner.

Det svarer til en samlet værdi af Dong på godt 126 milliarder kroner - 28 milliarder kroner over salgsprisen ved børsnoteringen 9. juni.

Det er dog ikke alle banker, der jubler over potentialet i Dong-aktien, der lige nu koster omkring 254 kroner.

Aabenraa-baserede Sydbank anbefaler et salg af aktien, mens Morgan Stanley, der spillede en hovedrolle i arbejdet med børsnoteringen, har en "neutral"-anbefaling og et kursmål på 255 kroner.