Business

Milliardæren har solgt sin forretning, nu føler han sig tom inden i

Aage Søndergaard Nielsen har solgt sin virksomhed, Sondex, til Danfoss for et ukendt milliardbeløb.

Aage Søndergaard Nielsen er milliardær og en af Danmarks 50 rigeste. Han har netop solgt sit livsværk, virksomheden Sondex, til Danfoss for et ukendt milliardbeløb efter flere års overvejelser om virksomhedens fremtid.

- Nu er det jo sådan, at jeg er 74 og har to børn, der ikke ønsker at gå ind i virksomheden, så jeg har vel overvejet, om jeg skulle fortsætte. Men så kom diskussionerne med Danfoss tættere på, og så synes jeg, det var et fantastisk godt match.

Aage Søndergaard Nielsen ramte markedet rent, da han i 1984 besluttede sig for at satse på produktion af varmevekslere og stiftede Sondex. Sidste år solgte hans virksomhed varmevekslere for en mia. kr. Nu har han så solgt hele virksomheden.

- Nu her i dag, hvor du har afsluttet det hele – hvordan har du det så?

- Lidt, hvad skal jeg sige… lidt tom. Jeg har formentlig ikke fattet det endnu. Jeg tror, der skal gå et stykke tid med at fordøje den nye situation. Det er lidt mærkeligt, det er lidt vemodigt at sige farvel til det her.

Hvis medarbejderne tror, de har set Aage Søndergaard Nielsen en sidste gang, tager de fejl. Selv om han snart runder de 75 år, har han betinget sig at kunne fortsætte som direktør i Danfoss Heating, som Sondex bliver en del af.

- Jeg har fået accept på at fortsætte, så jeg kan også bevise over for Danfoss, at Danfoss har gjort et godt køb.

Selvom rigmanden har udsat sit otium, mener han nok der skal blive tid til sin passion for skak og musik.

- Jeg håber da jeg stadig, jeg kan spille lidt skak og lidt trompet, sådan som jeg har gjort altid. Det er afstressende.