Business

Ekspert: Sådan skal du håndtere Mærsk som aktionær

Fremtiden er usikker for en af de helt store spillere på aktiemarkedet. Få en guide i, hvad du skal holde øje med, hvis du handler med Mærsk-aktien

Godt 14 dage efter, at Søren Skou i en opsigtsvækkende rokade overtog posten som topchef i A. P. Møller – Mærsk efter Nils Smedegaard, har Mærsk-aktien været gennem en større rutsjetur.

Første dag steg aktien helt vildt. Men i løbet af de følgende dage faldt den igen med over 10 procent. Derefter rettede den sig men kun for i denne uge igen at tage sig et ordenligt dyk.

Mærsk har altid været en af de helt store spillere på aktiemarked, men hvordan skal man som investor håndterer de nye udmeldinger og planer fra den nye topchef, Søren Skou.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, fortæller, hvad man skal holde øje med som investor.

Har ikke leveret

- Man (A. P. Møller – Mærsk, red.) har ikke skabt værdi på de opkøb, man har lavet de sidste 10 år, siger Per Hansen og hæfter sig ved, at Mærsk’ tidligere har præsteret skuffende.

Den nye Mærsk-chef, Søren Skou, har dog været i medierne og sætte de første ord på, hvordan man kan forvente at A.P. Møller – Mærsk vil operere under hans ledelse.

- På lang sigt er vi udfordret på toplinje-vækst. Det er naturligvis vigtigt for os, at vi har et selskab, der både er profitabelt, men også har vækst på toplinjen. Vi har tidligere skabt solid værdi. Men i de sidste ti år har vi ikke. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan ændre det, udtaler Søren Skou til Financial Times.

Toplinjen i fokus

Derfor er det også toplinjen, som Per Hansen vil holde mest øje med fremadrettet.

- Det som investorerne skal kigge på og holde øje med, det er, om Mærsk både kan øge sin top- og bundlinje, men ikke mindst, hvor væksten den skal komme fra. Sandheden om Mærsk er jo, at selvom de øver sig rigtig meget, selvom de gør sig umage, så er det sådan, at inden for containere og olie, så er de altså nødt til at acceptere de vilkår, der er rundt omkring i verden, uden at have nogen som helst indflydelse på at påvirke dem, og det er altså investorernes udfordring, siger han.

Investeringer skal bygge på tillid

Per Hansen kan ikke svar entydigt på om man som aktionær skal holde og vente eller gå ind i aktien på nuværende tidspunkt. Men han mener, at man skal være nøgtern i sin vurdering.

Mærsk vil gerne noget, men de har meget svært ved at få forløst det her potentiale. De investorer, der skal være der og er der i dag, som også vil være der langsigtet, det må være, fordi de har en opfattelse af - og er meget stålfast i deres overbevisninger omkring - at Mærsk vil lykkes med at få forløst det her potentiale, siger han.

Selv vurderer Per Hansen, at Mærsks potentiale bedst kan blive forløst, hvis de går ind i nogle nye forretningsområder.

Kan blive ramt af dårlig rating

Kreditvurderingsbureauet Standard & Poor's overvejer at sænke ratingen af A.P. Maersk i kølvandet på selskabets planer om opsplitning.

Foreløbigt er Maersk røget på observationslisten med et såkaldt negativt outlook. Standard & Poor's henviser til, at et nyt strømlinet Mærsk ikke får fordelene ved at kunne udstede obligationer fra et stort konglomerat med en spredt forretning.

I sidste ende kan det betyde højere rentebetalinger for Maersk, ligesom obligationsejerne risikerer kursfald.

Se hele interviewet med investeringsøkonomen fra Nordnet, Per Hansen, lige her: