Business

Dansk it-eventyr i Indien: Direktør taler om milliardomsætning

Danske Bluetown skal rulle indisk internet ud, og direktøren regner med milliardomsætning i løbet af få år

(Redigeret)

Der er fuld tryk på den danske It-virksomhed Bluetown, der har vundet en stor ordre på udrulning af wifi i Indien

Bare tre måneder efter en aftale om installation af 12.500 sol-drevne wifi-hotspots i Indien, går udrulningen så stærkt, at Bluetown skruer op for målene.

Tidligere var målet 500 installationer inden marts 2017, men det er nu fordoblet til 1000 wifi-anlæg.

- Der er tale om wifi-hotspots, der er meget lig dem, vi har i vores hjem. I praksis er det en mast med store antenner. Der er bare nogle øgede krav til systemerne, som skal op i indiske landsbyer. For det første er det sjældent, at der er strøm derude. Og så har vi brug for mere rækkevidde og robuste systemer. Og så skal de her systemer kunne serviceres, uden at vi skal have folk derud, for der er tale om meget fjerntliggende områder, fortæller direktør i Bluetown, Peter Ib.

Se hele interviewet med direktøren i Bluetown, Peter Ib, lige her:

Mangler investorer

Det øgede tempo med it-virksomhedens sol-drevne wifi-hotspots kræver dog, at nye investorer er klar til at skyde penge i projektet.

- Vi arbejder hårdt på at skaffe investeringer til de udbud vi har nu. Vi vil gerne have ordrene i bogen og projekterne linet op, inden vi går til investorerne. Nu har vi vundet en tinder i verdens største digitale transformationsprojekt, som kører derude (I Indien, red.), og dermed mener vi, at vi er klar til at trække penge ind. Det arbejder vi hårdt på nu, lyder det fra Peter Ib.

Haft dårlig økonomi

Bluetown har tidligere bakset med dårlig økonomi, der blandt andet har indebåret et underskud på 20 millioner kroner og en negativ egenkapital.

Det bekymrer dog ikke Peter Ib, som ser stort potentiale i sin virksomhed. I alt skal virksomheden have skrabet ca. 100 millioner kroner ind fra investorer.

- Potentialet er en kæmpe stor forretning. Vi snakker en milliardomsætning. Det er vigtigt at forstå, at vi er en del af teleindustrien, hvor vi ser meget store omsætningstal for de helt store spillere på markedet, siger han.

Udfordrer teleindustrien

Ifølge Peter Ib gør Bluetowns udvikling og produktion af nye systemer virksomheden ekstra konkurrencedygtig. Dét er også årsagen til, at de kan operere i områder, hvor folk har meget få penge.

- I det traditionelle mobilnetværk er prisstrukturen for høj. Dét bryder vi med systemer, som går ind og er meget billigere at anvende, fortæller han.

Bluetown har indgået partnerskab med en indisk distributør om driften af de sol-drevne wifi-hotspots.