Business

Særlige printere truer Mærsk

3D-printere stormer frem verden over. De udgør en trussel mod Mærsk og resten af branchen, mener ekspert.

Det kan virke som noget fra en fjern film, men branchen for 3D-printere blæser frem, og de kan true Mærsk og de andre shippingselskaber på levebrødet.

For en voldsom udbredelse af 3D-printere vil mindske behovet for at flytte komponenter og varer på tværs af verden.

- På den korte bane har 3D-printing en negativ indflydelse, siger Rahul Kapoor, director i analysefirmaet Drewry Financial Research, til TV 2.

Shipping-branchen har været langsomme

Allerede i dag har de særlige printere vundet indpas hos nogle af verdens største virksomheder. 

Amerikanske General Electric har eksempelvis brugt en 3D-printer til at lave komponenter til den største jet-motor i verden.

- Jeg er usikker på, hvor meget det vil fortrænge containerefterspørgslen. Men 10-20 år frem, det er meget svært at sige. Når man ser på branchen, så er shipping bagud i forhold til innovation, siger Rahul Kapoor.

Mærsk er i gang selv

3D-printere er bestemt ikke ukendt land for AP Møller - Mærsk, der står foran et historisk strategiskifte efter flere svære år.

For et par år siden søsatte rederiet forsøg med 3D-printere på skibene for at producere komponenter til motoren, så man ikke skal vente på at komme i land, før fejl og mangler kan blive fikset.

Mærsk er i en dramatisk omvæltning med fyring af den mangeårige topchef Nils Smedegaard, ny direktør i Søren Skou, farvel til et afgørende guldæg i olieforretningen og en helt ny strategiproces. Se mere i et særmagasin om Mærsk på TV2Business.dk.

Fra 20 dele til én

General Electric, som er et af de største selskaber i verden, har opført en fabrik i Chakan i Indien, hvor der kan produceres en bred vifte af produkter ved hjælp af 3D-teknologi.

Et eksempel på mulighederne i 3D-print er en dyse til flybrændstof.

Tidligere blev der brugt 20 forskellige dele, som var indkøbt fra forskellige leverandører, og de skulle svejses og loddes. Nu kan det fikses på én gang.

- 3D-printing har transformeret den proces fuldstændig, siger Greg Morris, chef for nye teknologier hos GE Aviation, til techrepublic.com.