Business

SAS har solgt datterselskab for milliarder

SAS afhænder sine sidste aktier og fuldfører dermed milliardhandel med norsk regionalflyselskab.

Flyselskabet SAS har solgt sine sidste 20 pct af Widerøe og er dermed nu helt ude af det norske regionalflyselskab.

I september 2013 solgte SAS 80 procent af sin aktieandel i Widerøe til WF Holding, der er et investeringsselskab under norske Torghatten, og nu har WF Holding også overtaget den sidste del af Widerøe.

I købsaftalen fra 2013 lyder prisen på 2 mia. svenske kroner for 80 pct af selskabet og op til 2,3 mia. svenske kroner i tilfælde af en fuld overtagelse i 2016. Dermed har SAS nu ifølge kontrakten fået ekstra 240 mio. kr i kassen og en samlet pris på 1,8 mia. kr. for Widerøe.

Se meget mere på TV 2s nye digitale  business-kanal TV 2 BUSINESS.

Overførslen af aktierne sker med det samme og påvirker ikke SAS' finansielle forventninger til det forskudte regnskabsår 2015/16.

Frasalget af det norske datterselskab var en del af en spareplan, der blev præsenteret i november 2012.