Business

Jesper Nielsen efter skattesag: Jeg er en meget optimistisk person

Jesper Nielsen - bedre kendt som Kasi-Jesper - er klar med et nyt smykkeeventyr efter et par turbulente år med skattesager og samarbejdsproblemer.

De fleste kender Jesper Laustrup Nielsen som Kasi-Jesper, og som manden bag storsponsorater i Brøndby IF og håndboldklubberne Rhein-Neckar Löwen og AG København. Bag sponsoraterne ligger en stor forretningssucces med smykker, men de seneste par år har været turbulente med en truende skattesag og rygter om overhængende konkurs.

Sagen kort

I 2005 fik Jesper Nielsens familievirksomhed Kasi Group eneretten til at sælge Pandora smykker i blandt andet Tyskland. Forretningen gik forrygende og på seks år skabte han en milliardomsætning. I 2010 og 2011 solgte Jesper Nielsen ejerandelen i Pandora. Bruddet endte i konflikt

I 2014 startede Jesper Nielsen og erhvervsmanden Lars Seier Christensen smykkefirmaet Endless Jewelry. Det projekt forlod Jesper Nielsen i begyndelsen af 2016. Omkring samme tid fik han en skattesag på halsen.

Nu har Jesper Nielsen anket sin skattesag og kastet sig over et nyt smykkeeventyr ved navn Amazing Jewelry.

For Jesper Nielsen handler det om at holde fokus efter de seneste par turbulente år. Det fortæller han i Go' Morgen Danmark:

- Skattensagen kan jeg ikke selv påvirke, men det kan jeg med for eksempel Endless Jewelry, AG København og nu mit nye firma Amazing Jewelry. Det er noget, jeg selv kan påvirke. Det er det, jeg gør, når der opstår problemstillinger – ikke bare her, men også i andre facetter af livet. Man er nødt til at holde fokus på det man kan ændre. Det man ikke kan ændre, skal man lade være med at bruge mange kræfter på, siger Jesper Nielsen.

Jeg kan være besværlig

Personligt har forretningsmanden ikke ladet sig gå på af de seneste års tumult. 

- Jeg er en meget optimistisk person, og det kan man også se i mine projekter. Jeg kan godt lide at lave projekter, der ændrer verden, som Amazing Jewelry nu gør i smykkeverden. Det motiver mig helt vildt at kunne ændre verden – bare en lillebitte smule, siger Jesper Nielsen til TV 2.

Han medgiver imidlertid, at han ind imellem kan være lidt besværlig at samarbejde med, hvilket også har været medvirkende til bruddene med både Pandora og Endless Jewelry.

- Det er nok meget kendetegnende for entreprenører, der gerne vil ud og ændre verden. En gang imellem skal man slå et æg og file en albue for at komme fremad – og der må man stå ved sin holdning. Hvis man ikke gør det, får man ikke skabt sine forretningskoncepter, som vi nu gør igen med Amazing Jewelry, lyder det fra Jesper Nielsen.

TV 2’s finansekspert Ole Krohn roser Jesper Nielsen, og kalder ham en gudsbenådet iværksætter – især når det gælder smykkebranchen. Jesper Nielsen siger selv, at han fokuserer på tre ting som iværksætter:

- Det er medarbejderne, kunderne og leverandørerne – i den rækkefølge. Sværere er det faktisk ikke at være iværksætter. Det er mit gratis råd til alle iværksættere i hele Danmark. Hav fokus på de tre ting. Hvis du opnår succes på de tre parametre, så opnår du også succes med din virksomhed, siger Jesper Nielsen til TV 2.