Miljøministeren kræves fyret

16x9

Ombudsmanden kalder hans behandling af puljesag "beklagelig"

Socialdemokraterne ønsker miljømini­ster Hans Chr. Schmidt (V) fjernet med henvisning til en redegørelse, hvor Folketingets Ombudsmand giver ministe­ren en "næse" for kammerateri.

Ifølge redegørelsen burde miljøministe­ren have været opmærksom på, at han muligvis var inhabil, da han lod sin tidligere arbejdsplads, Sommersted Skole i Sønderjylland, få del i midler fra ministeriets miljøpulje.

"Det her er endnu en pind til Hans Chr. Schmidts ligkiste," siger miljø­ordfører Pernille Blach Hansen (S).

Hun opfordrer derfor statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) overveje, om han kan fortsætte "med en så flosset miljøminister".

Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen gik af egen drift ind i sagen om miljøministerens forvaltning af 13 mio. kr. fra puljen og retter kritik mod embedsførelsen på to punkter, nemlig bevillingen til Sommersted Skole og købet af en ejendom, hvor skolen skulle leje sig ind.

Hans Chr. Schmidt har orlov fra sin stilling som viceskoleinspektør for skolen og burde derfor have tænkt sig bedre om, før han lod den få del i puljen:

"At Hans Chr. Schmidt undlod at gøre dette, er efter ombudsmandens opfattelse en fejl. Hans Chr. Schmidts behandling af sagen må af denne grund anses for beklagelig," konstaterer Folketingets Ombudsmand.

"Jeg har hele tiden sagt, at jeg mente, at jeg var habil, og ombudsmanden siger jo ikke noget om, at jeg har været inhabil. Det mener jeg stadig væk ikke, at jeg har været," siger miljøministeren, der ikke ser nogen anledning til at gå af.