Altan-firma overlever: Medarbejderne bliver og kunderne fĂĄr altaner
En ledende medarbejder er blevet politianmeldt i forbindelse med konkursen.
To uger efter at et af landets største altan-firmaer, Altan.dk, gik konkurs, står det nu klart, at virksomheden genopstår med nye ejere.
Det skriver Sjællandske.
Dermed kan Altan.dks godt 100 medarbejdere beholde deres job, ligesom alle kunder stĂĄr til at fĂĄ de altaner, de har bestilt.
Tal, som TV 2 har fået fra landets største kommuner, viser, at der på konkurstidspunktet var mere end 360 verserende projekter, hvor Altan.dk stod som ansøger. Langt størstedelen – 267 projekter – af byggeprojekterne var i Københavns Kommune.
Derefter fulgte Frederiksberg med 67 byggesager, Aarhus med 17, Aalborg med 10 og Odense med 5.
Konkurs efter skattegæld
Det var en konkursbegæring fra Gældsstyrelsen, der for to uger siden betød, at Altan.dk måtte kaste håndklædet i ringen og erklære sig konkurs.
Dokumenter fra retten i Næstved, som TV 2 har fået aktindsigt i, viser, at Altan.dk havde en gæld til det offentlige på mere end 10 millioner, da Gældsstyrelsen indbragte sagen. Den gæld nåede siden hen at vokse til mere end 14 millioner kroner.
Hidtil har Altan.dk været ejet og drevet af den samme familie, der grundlagde virksomheden for mere end 30 år siden. Men i fremtiden vil de ikke være en del af firmaet, skriver Sjællandske.
Det vil i stedet en kreds af investorer, hvor blandt andre Poul Plougmann er med. 75-ĂĄrige Plougmann er blandt andet kendt som ejer af gokart-virksomheden Racehall.
- Vi har en flok medarbejdere, der ved, hvad der skal gøres, og som nu brænder efter at komme i gang igen. Alle forudbetalte aftaler honoreres. Ingen skal snydes for den vare, de har betalt for, siger Plougmann til Sjællandske.
Til TV 2 oplyser Poul Plougmann, at købssummen består af et stort to-cifret millionbeløb, og at investorerne derudover har sikret "rigeligt med egenkapital".
Altan.dks svenske aktiver er dog blevet skåret fra, da virksomheden er "kommet helt skævt fra start i Sverige", fortæller Plougmann.
Medarbejder politianmeldt
Altan.dk var landets første og en af de største altanleverandører, og på overfladen så virksomheden veldrevet ud.
De seneste regnskaber viste således solide overskud, ligesom egenkapitalen – en virksomheds formue, så at sige – steg år for år. Men under overfladen lå en stigende gæld til det offentlige og truede, viser dokumenterne fra retten i Næstved.
Da gælden til skat var størst, skyldte Altan.dk således mere end 18 millioner væk.
Hvordan det på overfladen veldrevne selskab endte med at kæntre står ikke helt klart, men i forbindelse med konkursbegæringen fra Gældsstyrelsen igangsatte den daværende ledelse af virksomheden en intern undersøgelse.
Den mundede ud i, at en ledende medarbejder fra økonomiafdelingen blev bortvist og politianmeldt.