Nyt milliardoverskud i Danske Bank
Øgede renteindtægter løfter Danske Banks resultat, og det kommer aktionærer til gode.
Igen i år er der milliardoverskud og opjusteringer i den danske banksektor, og denne gang er det Danmarks største bank.
I årets første seks måneder har Danske Bank således tjent mere end 10 milliarder på bundlinjen. Samtidig skruer banken op for sine økonomiske forventninger til resten af året, og årsagen er især øgede renteindtægter.
Det viser bankens halvårsregnskab, som er offentliggjort fredag morgen.
Det er et kæmpe problem for forbrugerne, at bankerne ikke vil konkurrere om renterne
Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk
To milliarder... Ekstra
Danske Bank regner nu med et overskud for hele året på mellem 18,5 og 20,5 milliarder kroner. Også i april kom banken med en opjustering, men nu er der altså lagt yderligere to milliarder kroner oveni forventningerne til resten af året.
Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet, skyldes en del af opskrivningen, at Danske Bank nu forventer at miste færre penge på dårlige kunder end tidligere.
- Danske Bank har aflagt et fornuftigt og lidt bedre end ventet regnskab. Tabene er lavere end ventet, og 1,5 milliarder kroner i hensættelser for helåret virker om en indbygget buffer til en yderligere positiv præcisering, udtaler Per Hansen efter regnskabet.
I andet kvartal mere end fordoblede banken sit overskud til cirka fem milliarder kroner. I 2022 endte det i det tilsvarende kvartal på 1,8 milliarder kroner.
Det kommer aktionærerne til gode, da der betales udbytte på syv kroner per aktie. I flere år har Danske Bank-ejerne ellers måtte se langt efter aktieudbytter, fordi banken har lagt penge til side frem mod en stor hvidvask-bøde.
Bøden faldt i december, da de amerikanske og danske myndigheder samlet set krævede godt 15 milliarder kroner af Danske Bank som følge af den såkaldte Estland-sag, hvor banken i en årrække tillod mistænkelige penge at strømme gennem dens afdeling i det baltiske land.
Milliardfest
Regnskabet fra Danske Bank kommer, efter at et stort antal danske banker har leveret opjusteringer. De har især været drevet af stigende renter.
Tidligere på ugen kom det frem, at det er Nordea, som køber Danske Banks norske privatkundeforretning, der ved udgangen af sidste år omfattede 285.000 kunder.
Men allerede mandag påkaldte Nordea sig opmærksomhed, da den nordiske storbank præsenterede sit regnskab for første halvdel af 2023. Her kom det frem, at Nordea havde tjent knap 10 milliarder kroner alene i andet kvartal.
Det fik Forbrugerrådet Tænk til at efterspørge mere konkurrence mellem bankerne, så de gode økonomiske resultater kom kunderne til gode - i stedet for ejerne.
- Det er et kæmpe problem for forbrugerne, at bankerne ikke vil konkurrere om renterne. Hvis der var konkurrence, ville renterne (på udlån, red.) komme længere ned, end de er lige nu, sagde Tænks cheføkonom Morten Bruun Pedersen.