TDC genkender dele af historie om kinesisk spionage

Kinesiske Huawei har brugt muldvarpe, aflytningsudstyr og droner til at spionere mod danske TDC, skriver Bloomberg.

Spektakulære anklager om spionage mod det danske teleselskab TDC er kommet frem i det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Bloomberg Businessweek.

Bloomberg beskriver fredag, hvordan toppen af det daværende TDC i 2019 blev overbevist om, at det kinesiske selskab Huawei overvågede TDC i et forsøg på at vinde en kontrakt på 5G-netværk.

Historien bygger på unavngivne kilder, der ifølge Bloomberg har kendskab til forløbet, og Huawei afviser magasinets udlægning.

Men overfor blandt andre TV 2 bekræfter TDC Net dele af historien.

Vi genkender nogle af de ting, som Bloomberg beskriver, fra vores egne optegnelser

Skriftlig kommentar fra TDC

Kæmpede om det danske 5G-netværk

Sagens omdrejningspunkt er en kontrakt til at opgradere 5G-netværket i Danmark.

Her lå Huawei i konkurrence med svenske Ericsson. Men Huawei havde allerede leveret TDC's 3G- og 4G-netværk og kom umiddelbart med det bedste bud.

I sidste øjeblik forsøgte Huawei dog ifølge Bloomberg at ændre sit bud. Og noget usædvanligt var buddet ringere end det oprindelige - men lige akkurat bedre end Ericssons.

Derfor mistænkte TDC, at Huawei var kommet uberettiget i besiddelse af Ericssons bud.

En undersøgelse af en mulig lækage hos TDC skabte mistanke om medarbejdere, der var i lommen på Huawei, og mulig aflytning af TDC's egne lokaler.

Medarbejder havde forhold til Huawei-ansa

Undersøgelsen viste ifølge Bloombergs kilder, at Huaweis landechef i Danmark var lykkedes med at opdyrke venskaber med forskellige personer i TDC's rækker.

Særligt én leder faldt undersøgelsen i øjnene.

Han skal ifølge mediet have spist middag med Huawei-landechefen og havde rejst i Kina, hvor der var mistanke om, at han havde indledt et forhold til en ung kvindelig Huawei-ansat, som siden var blevet flyttet til Danmark.

Men det var i stedet en anden medarbejder under den daværende finansdirektør, der endte som hovedmistænkt på grund af specifikke møder med Huawei-landechefen og indholdet på hans bærbare, skriver Bloomberg.

Drone lyste ind i TDC-lokale

TDC endte med at gå med Ericssons bud, og dermed tabte Huawei 5G-kontrakten.

Ifølge Bloomberg udløste det trusler fra Huawei til TDC om, at det kunne gå ud over andre danske virksomheder og deres fremtidige samarbejde med Kina.

Samtidig begyndte det hold hos TDC, der undersøgte en mulig lækage, at mistænke, at TDC blev forsøgt overvåget.

Vi har gennemført en bred og dyb undersøgelse

Skriftligt svar fra TDC

Der blev ifølge mediets kilder fundet mikrofoner i TDC's bestyrelseslokaler, som passede med lokalets samtaleudstyr, men som ikke var tilsluttet, og ingen vidste, hvem der havde sat dem op.

Da holdet flyttede fra TDC's lokaler over til advokatfirmaet Plesner, blev Plesner angiveligt udsat for et angreb på sit it-system.

En nattevagt hos Plesner opdagede endda en drone, der fløj udenfor TDC-holdets lokaler og lyste ind.

Ifølge Bloombergs historie kunne TDC's hold aldrig bevise, at medarbejderen eller finansdirektøren var skyldig i industrispionage. Men begge blev opsagt.

Siden har Folketinget vedtaget lovgivning, der giver mulighed for at blokere for lignende aftaler med eksempelvis Huawei.

- Vi kan kun gentage ovenstående

TDC er siden splittet i to selskaber, TDC Net og Nuuday.

Men overfor både Bloomberg og TV 2 bekræfter TDC Net, at dele af historien har noget på sig.

- Vi genkender nogle af de ting, som Bloomberg beskriver, fra vores egne optegnelser. Vi har gennemført en bred og dyb undersøgelse, og alle passende tiltag er blevet udført, lyder det i et skriftligt svar.

TV 2 har spurgt TDC Net, om der modsat er dele af historien, selskabet ikke genkender. Det afviser TDC Net at svare på.

Dog understreger selskabet, at ingen af de ansatte nævnt i Bloombergs artikel arbejder for selskabet i dag.

Dertil lyder det, at valget af Ericsson som leverandør blev baseret på ”en række objektive parametre”, hvor det svenske teleselskab klarede sig bedst.

- Vi har ikke yderligere kommentarer. Vi kan kun gentage ovenstående, skriver TDC.