På vej fra 5G til 6G – men det kan åbne for store dilemmaer
Bliver kinesiske netværk udbredt i verden, vil det være et skridt mod at kontrollere global kommunikation, siger forsker.
Det hidtil hurtigste mobilnetværk, 5G, har mindre end tre år på bagen i Danmark.
Men allerede nu kæmper verdens supermagter om, hvem der først kan stå klar med det næste store skridt, 6G-netværket.
Visionen er først og fremmest en lynhurtig forbindelse – men også at kunne bygge en digital klon af den virkelige verden og endda at lade robotter forudsige fremtiden.
Jeg nødt til at tro på, at de fleste mennesker og stater vil bruge teknologien til noget godt
Preben E. Mogensen, professor og forsker ved Nokia
For at nå det mål i tide underskrev USA og Finlands udenrigsministre 2. juni en fælles erklæring om, at nationerne skal samarbejde om at udvikle teknologien.
- Alle taler stadig om 5G-netværk, men Finland går videre mod det næste G sammen med USA, skrev den finske ambassadør i USA, Mikko Hautala, på Twitter.
Skal flytte enorme mængder data på et øjeblik
6G-teknologien er formentlig ikke klar før i slutningen af dette årti. Så derfor er det også svært at sige, hvad den præcis vil kunne.
Men et af de bedste bud får man formentlig fra Preben E. Mogensen, der både er professor i trådløse kommunikationssystemer ved Aalborg Universitet og ansat i Nokias forskningsafdeling.
Sammen med sine kolleger i finske Nokia, der for år tilbage var verdens største producent af klassiske mobiltelefoner, er han nemlig i fuld gang med at udvikle 6G.
- Skal vores ambitioner lykkes, skal det være pålideligt som et kabel, være lynhurtigt og kunne flytte meget store mængder data på meget kort tid, fortæller han til TV 2.
Hos Nokia forestiller man sig, at fremtidens lynhurtige mobilforbindelse kan bruges til at smelte den fysiske og virkelige verden endnu tættere sammen.
Det kunne – i den mere velkendte ende – ske gennem såkaldt Extended Reality, hvor digital information lægges ovenpå den fysiske verden gennem særlige briller.
- Et af kravene til, at sådan noget virker i praksis, er en stabil og meget hurtig dataforbindelse. For hvis responstiden bliver for lang, bliver man simpelthen søsyg af at se gennem brillerne, siger Preben E. Mogensen.
Men 6G kan også åbne for mere banebrydende og måske kontroversiel teknologi.
Robotter vil forudsige fremtiden
Preben E. Mogensen forudser en fremtid, hvor 6G kan gøre det muligt for robotter at forudsige fremtiden ved hjælp af digitale tvillinger.
Skal en robot bevæge sig problemfrit rundt blandt mennesker, kan man med en hurtig forbindelse sende information fra dens kameraer og sensorer til en kraftig computer.
Derefter kan informationen bruges til at forudsige menneskers bevægelser fem til ti sekunder ude i fremtiden og robotterne kan tage den bedste rute.
- Det svarer i bund og grund lidt til vejrudsigter, hvor man tager noget virkelig data og forudser, hvad, vi tror, der kommer til at ske i fremtiden, fortæller professoren.
Men Nokias visioner stopper ikke der.
En "digital tvilling" af virkeligheden
Ifølge Preben E. Mogensen arbejder man også på at kunne bruge 6G som et slags radarsignal.
På den måde kan radiosignalet som normalt bruges til datakommunikation også anvendes til at bygge et digitalt øjebliksbillede af den virkelige verden og overvåge for eksempel trafik, folks bevægelser eller sikkerhedskontrol. Det kalder Nokia for den 6. sans
Det kalder Nokia for ”digitale tvillinger”.
- Fordelen ved at bruge 6G radiosignaler er, at vi ikke bliver så personspecifikke, som vi kan med et kamera. Så vi kan registrere en persons tilstedeværelse, men vi kan ikke lave ansigtsgenkendelse, forklarer professoren.
Han medgiver, at ”næsten al teknologi” kan misbruges af folk med onde hensigter.
Kapløbet lige nu er, hvem der skal levere og kontrollere de globale kommunikationsnetværk
André Ken Jakobsen, forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet
Men samtidig forventer Preben E. Mogensen, at der vil komme lovgivning for, hvem der skal have adgang til den slags data.
- Som forsker bliver jeg nødt til at tro på, at de fleste mennesker og stater vil bruge teknologien til noget godt, siger han.
Det er dog ikke alle, der er lige så optimistiske.
Supermagter kæmper for kontrol
Selvom 6G langtfra er færdigudviklet, kappes supermagter som Kina og USA allerede om at kunne tilbyde 6G-teknologi først og bedst.
Det handler i store træk om kontrol, fortæller André Ken Jakobsson, der forsker i hybrid krigsførelse ved Syddansk Universitet.
Mobilnetværk er nemlig ikke bare mobilnetværk, men kan være bygget op om vidt forskellige principper for, hvor let adgang stater skal have til den information, der flyder igennem.
- Det handler for eksempel om sådan noget, som hvor meget vi mener, at overvågning skal være en del af det offentlige rum, siger André Ken Jakobsson til TV 2.
Da kinesiske Huawei i 2019 stod klar til at rulle sit 5G-netværk ud, blev det derfor også mødt af skepsis i Vesten – ikke mindst fra USA.
Frygten var, at det kinesiske styre kunne bruge netværket til at spionere mod andre lande. Men i første omgang kunne amerikanerne ikke tilbyde et alternativ til Huaweis teknologi, fortæller André Ken Jakobsson:
- Det er den situation, man ikke ønsker at stå i igen. Det, tror jeg, er den helt fundamentale grund til, at amerikanerne vil have europæiske partnerskaber på plads.
Mange lande er "mere eller mindre" ligeglade
Selvom Huawei var leverandør til både det danske 3G- og 5G-mobilnet, blev selskabet i 2019 valgt fra til opbygningen af 5G-netværket.
I stedet endte den svenske teknologigigant Ericsson med at vinde opgaven.
Når er dansk 6G-netværk skal sættes op, har André Ken Jakobsson da også svært ved at forestille sig, at kinesiske virksomheder får lov til at stå for projektet..
Folketinget har vedtaget lovgivning, der giver mulighed for at blokere for lignende aftaler med eksempelvis Huawei.
Men lykkes kineserne med at lancere 6G først, vil det hurtigt sprede sig i Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Asien.
- Der er en masse lande, hvis største overvejelse er økonomi. De er mere eller mindre ligeglade med, hvilken teknologi de køber. Den skal bare være til stede og være billig nok, siger André Ken Jakobsson.
Til syvende og sidst handler udviklingen af en hurtigere forbindelse nemlig om fremskridt og økonomisk vækst.
Derfor er det heller ikke småting, der er på spil.
- Kapløbet lige nu er, hvem der skal levere og kontrollere de globale kommunikationsnetværk. Så kan man vinde det her kapløb i Vesten, er det en geopolitisk sejr af kæmpe format, siger André Ken Jakobsson.