Stigende eller faldende priser? Nu melder butikkerne ud
Selvom kun 7 procent forventer faldende priser, lettes presset stadig på forbrugerne, vurderer økonom.
Stigende eller faldende priser? Nu melder butikkerne ud. Kun hver tiende danske detailvirksomhed forventer at hæve sine priser de kommende tre måneder.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik tirsdag.
Vi kan forvente et noget større sommerudsalg, end vi så sidste år
Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank
For bare en måned siden var det hele 37 procent af virksomhederne, der forudså stigende priser. Derfor kommer tirsdagens tal også bag på forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.
- Når det er virksomhedernes egne forventninger, så plejer det at ramme meget godt. Så lad os håbe, at det holder stik, for så er det en rigtig positiv nyhed, siger hun til TV 2.
- Det er virkelig gode nyheder
Hos Arbejdernes Landsbank tager privatøkonom Brian Friis Helmer også varmt imod tirsdagens tal.
Hæver kun hver tiende virksomhed deres priser hen over sommeren, letter det nemlig presset på danskerne.
- Det er virkelig gode nyheder for de danske forbrugere, at markant færre virksomheder forventer at hæve priserne, særligt i en tid hvor mange steder i privatøkonomien har stået for skud, siger han i en skriftlig kommentar.
Ifølge Brian Friis Helmer skal en del af forklaringen findes i, at presset på virksomhedernes omkostninger er skrumpet de seneste måneder.
Spørger man Ida Marie Moesby peger hun særligt på energipriserne, der lader til at have fundet et stabilt leje efter sidste års rekordstore stigninger.
- Jeg skal ikke kunne sige, om det er hele forklaringen. Men jeg tror i høj grad, at det her også handler om, at energipriserne har stabiliseret sig nu, siger hun.
Syv procent forventer prisfald
Zoomer man ind på de virksomheder, som handler med fødevarer, forventer kun seks procent at hæve priserne de kommende måneder.
I industrien er tallet 7 procent, mens det er 12 procent i servicesektoren.
Men spørger man omvendt de danske detailvirksomheder, om de så forventer at sænke priserne, svarer langt de fleste nej.
Kun syv procent forventer faldende priser de kommende tre måneder.
Men hos Danske Bank fortæller chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann alligevel om bedre humør i de danske virksomheder. Og det kan måske smitte af på forbrugerne.
- Lagerbeholdningen i detailhandlen er desuden stadig meget stor, og det indikerer, at vi kan forvente et noget større sommerudsalg, end vi så sidste år, siger chefanalytikeren i en skriftlig kommentar.