Rema 1000's overtagelse af Aldi-butikker udskydes
Hos Rema 1000 har man "fuld respekt" for konkurrencemyndighedernes sagsbehandling.
Der kan gå måneder, før Rema 1000 kan få lov til at overtage 114 Aldi-butikker i Danmark.
Det skriver det norske erhvervsmedie E24.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal nemlig give grønt lys, før aftalen om overtagelse kan blive ført ud i livet.
Oprindeligt skulle Rema 1000 have fået endeligt svar i slutningen af marts. Men styrelsen valgte at forlænge behandlingen, som overgår fra fase 1 til fase 2.
Sidstnævnte indebærer ifølge Finans en grundigere undersøgelse af fusionens påvirkning af markedet.
Tidsfrist skubbes tre måneder
Derfor forlænges tidsfristen med yderligere 90 dage.
I myndighedernes vejledning til fusionskontrol fremgår det, at behandlingen typisk overgår til fase 2, hvis det ikke kan udelukkes, at fusionen kan hæmme konkurrencen betydeligt.
Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000 Danmark, har over for E24 ingen kommentarer "af respekt for konkurrencemyndighedernes sagsbehandling".
- Vi har fuld respekt for deres håndtering af sagen, og det skal de have ro til, siger han til mediet.
Kæmpede med underskud i Danmark
Overtagelsen kom i stand i december, efter discountgiganten Aldi valgte at trække sig ud af Danmark.
Aldi åbnede sin første butik i Danmark i 1977 og var dermed den første discountkæde i Danmark.
Men nu vil kæden fokusere på de øvrige otte markeder i Europa, hvor Aldi oplever stor vækst og "ser et langsigtet potentiale".
Den danske gren af den tyske dagligvarekoncern har kæmpet med underskud i mange år og fik sidste år et minus på 393 millioner kroner.
Omkring 1600 medarbejderne vil overgå til Rema 1000, når de 114 butikker bliver til Rema 1000, lød det i slutningen af sidste år.