Business

Ryanair kræver politisk indblanding i dansk flyvelederkonflikt

Ryanair vil have transportminister Thomas Danielsen (V) til at beskytte passagerer under konflikt.

Luftfartsselskabet Ryanair kræver politisk indblanding for at få løst flyvelederkonflikten i Københavns Lufthavn.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse onsdag.

Dermed melder selskabet sig i koret af parter, der ønsker at finde en løsning hurtigst muligt.

Ryanair henvender sig blandt andet direkte til den danske transportminister, Thomas Danielsen (V), med et ønske om, at han træder til "for at beskytte passagererne".

Minister afviser indblanding

Tidligere i denne uge gik DI Transport, SAS, Norwegian, DAT og lufthavnene i København, Aalborg og Billund sammen om lignende opfordring.

Ministeren har dog afvist at blande sig konflikten. Han mener, at det er op til arbejdsmarkedets parter at løse den.

Neal McMahon, der er driftsdirektør hos Ryanair, kalder det "fuldstændig uacceptabelt", at passagerer i lufthavnen fortsat rammes af forsinkelser på grund af konflikten.

- Københavns Lufthavn er det store adgangspunkt til Danmark. Det er på tide, at Naviair og transportminister Thomas Danielsen træffer en hurtig beslutning for at beskytte passagererne og forhindre yderligere unødvendige forsinkelser i Københavns Lufthavn, siger han.

- Danske statsborgere og besøgende i Danmark skal kunne rejse for at se venner og familie uden at bekymre sig om, at deres fly bliver unødvendigt forsinket på grund af Naviairs manglende løsning af denne personalekonflikt.

Mangler flyveledere

Naviair er det selskab, der styrer trafikken i Københavns Lufthavn.

Selskabet ønsker, at medarbejderne tager ekstravagter, indtil der er uddannet flere flyveledere.

Flyvelederne mener, at ekstravagterne har fået for stort et omfang, og at det er i strid med overenskomsten.