Business

Her er dine rettigheder, hvis dit fly forsinkes af flyvelederkonflikt

Normalt kan du have ret til tusindvis af kroner i kompensation. Men ikke i den nuværende situation, fortæller chefkonsulent.

Fredag bliver ifølge Københavns Lufthavn den største rejsedag siden før coronakrisen.

Men den verserende konflikt om mangel på flyveledere skaber stadig flaskehalse og forsinkelser på landingsbanerne.

Ifølge Lise Kürstein, der er pressechef i lufthavnen, vil der i løbet af aftenen være en times ventetid – både for fly, der letter og lander.

Men hvad er dine rettigheder, hvis du er en af de tusindvis af danskere, der kan se frem til længere ventetid i lufthavnen?

Det har TV 2 spurgt chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe, om.

- Det er indlysende, at det her skaber en svær situation for rigtig mange mennesker. Men man har ikke ret mange andre muligheder end at håbe, at man kommer afsted, siger han.

Du har krav på at komme frem

Ifølge Vagn Jelsøe har man først og fremmest krav på så vidt muligt at komme frem – mangel på flyveledere eller ej.

- Helt banalt har man krav på at kunne blive bragt derhen, hvor man har købt en billet til. Bliver flyet forsinket, har man også krav på at få besked om, hvornår man kommer afsted, fortæller han.

Meddeler flyselskabet dig, at du vil ankomme mere end fem timer senere end planlagt, har du ret til at få dine penge tilbage.

Har du købt en returbillet, har du krav på at få hele rejsen refunderet – også selvom du rejser hjem med et andet selskab.

Men der er en vigtig undtagelse, understreger Vagn Jelsøe.

- Når du ikke at skifte fly, er det bare ærgerligt

Har man købt sin flyrejse gennem et rejseselskab eller ved et enkelt flyselskab, er man normalt relativt godt stillet.

Men ifølge chefkonsulenten skal man være særligt opmærksom, hvis man har købt en rejse med returbillet eller mellemlanding gennem en billetportal, som har taget et såkaldt ”formidlerforbehold”.

Her har billetportalen gjort det tydeligt, at den kun formidler salget af billetter på flyselskabets vegne og derfor ikke har ansvaret for rejsen.

Skal du flyve med flere forskellige flyselskaber, har du i så fald kun ret til en refusion for de flyvninger, som er direkte påvirket af konflikten.

Når du ikke dit næste fly, eller får du aldrig brug for din returbillet, er det derfor dit eget ansvar.

- I dit hoved har du bare købt en samlet flyrejse, men rent juridisk har du købt to forskellige flybilletter af to forskellige selskaber. Når du så ikke at skifte fly, er det bare ærgerligt, siger Vagn Jelsøe.

Ingen ret til kompensation...

Du har dog ikke ret til økonomisk kompensation, hvis dit fly bliver forsinket på grund af den nuværende konflikt.

Det kan man ellers have, hvis fly forsinkes af for eksempel en pilotstrejke.

Konflikten står nemlig mellem den statsejede lufttrafiktjeneste Naviair og flyveledernes fagforening. Så modsat en pilotstrejke har flyselskabet intet juridisk ansvar for forsinkelsen.

- Flyselskabet har jo ikke noget med flyvelederne at gøre, så de har ikke nogen mulighed for at gøre noget ved det. Det er jo ikke flyselskabernes skyld, siger Vagn Jelsøe.

… men ret til forplejning og overnatning

Er flyet flere timer forsinket, kan man dog alt efter rejsens længde og destination have krav på at få noget at spise og noget at drikke.

Måske bliver du nødt til selv at lægge ud, men så er flyselskabet forpligtet til at kompensere dig – så husk at gemme dine kvitteringer, lyder rådet.

Betyder forsinkelsen, at du først kan flyve dagen efter, skal flyselskabet derudover sørge for indkvartering og transport mellem lufthavn og overnatning.