SAS har fået en mavepuster, men tilbagebetaling kan have lange udsigter, siger advokat
Selvom EU-dom erklærer godkendelsen af statsstøtte til SAS på syv milliarder for ulovlig, er det endnu usikkert, om pengene skal tilbagebetales.
Det har næppe været en opmuntrende dag på kontoret hos den skandinaviske flygigant SAS.
Onsdag formiddag fastslog EU-retten nemlig, at EU-Kommissionens godkendelse af 7,3 milliarder danske kroner, som den danske og svenske stat støttede SAS med i 2020, er i strid med reglerne.
Derfor er Kommissionens godkendelse nu ophævet, hvilket betyder, at SAS principielt skal tilbagebetale de syv milliarder til den danske og svenske stat.
Det vurderer Michael Honoré, der er advokat med ekspertise i statsstøtte og konkurrenceretlige forhold. Han har læst dagens dom igennem, men ikke i øvrigt været involveret i sagen.
- Det her er en mavepuster, det er der ingen tvivl om, siger han.
Alligevel vurderer advokaten, at der kan gå lang tid, før SAS skal gribe til lommerne – hvis det overhovedet bliver aktuelt.
SAS efterladt med to muligheder
Dagens dom efterlader ifølge advokaten SAS med to muligheder for at klare frisag.
Enten skal virksomheden anke dommen og få den omstådt af EU-Domstolen – eller vælge at acceptere dagens dom.
Vælger man det sidste, så skal SAS håbe på, at Kommissionen kan lave en ny godkendelse af statsstøtten.
I det tilfælde skal flyselskabet være opmærksom på, at der i dag er nogle andre forudsætninger til stede, end dem Kommissionen godkendte i 2020, hvor der grundet corona var nogle mere lempelige regler.
Derfor vil det sandsynligvis være nogle andre krav, som flyselskabet skal leve op til.
Derudover kan man ifølge advokaten forestille sig, at SAS er i en anden situation i dag sammenlignet med det SAS, der modtog støtten i 2020, hvilket kan få betydning for Kommissionens vurdering af støtten.
- SAS skal formentlig have endnu bedre argumenter på hånden, end de havde tilbage i 2020, siger han.
Forventer ankesag
Michael Honoré forventer ikke, at SAS tør regne med, at Kommissionen uden videre vil godkende støtten i sin helhed, hvorfor SAS forventeligt vil gå en anden vej.
- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at SAS vil vælge at anke, for det er deres bedste skud i bøssen trods alt, siger han.
En eventuel ankesag vil først blive afgjort om mellem halvandet til to år, vurderer han.
Michael Honoré forventer ikke, at SAS behøver at tilbagebetale støtten, mens en ankesag verserer.
- I teorien har man ikke længere lovlig ret til at beholde støtte, der ikke er godkendt af Kommissionen, så i teorien vil man skulle tilbagebetale pengene. Men jeg siger i teorien, fordi jeg tror ikke, at det nogensinde kommer til at ske.
Han tror ikke, at hverken den danske eller svenske stat vil gå aktivt ind og kræve pengene tilbage.
Dansk rettergang vil tage endnu længere
Private aktører, som eksempelvis Ryanair, der har anlagt sagen mod EU-Kommissionens beslutning, kan godt vælge at gå ind i sagen og kræve tilbagebetaling fra SAS.
Det virker dog også urealistisk, da den afgørelse skal køres gennem nationale domstole. Det er ifølge Michael Honoré en endnu længere proces end ankesagen.
- En sådan sag vil tage en hel del år. Der er ingen dansk domstol, der uden videre kan beordre SAS til at tilbagebetale de 7,3 milliarder kroner, Michael Honoré.
Udover SAS har både EU-Kommissionen, Danmark og Sverige mulighed for at anke dagens afgørelse.