Supermarkeder afviser at fjerne tobak fra hylderne

Lidl står alene med sin plan om at fjerne tobak helt fra hylderne. Og det er ikke uden risiko, medgiver direktør.

Fra 2029 skal det ikke længere være muligt at købe tobaksvarer i Lidls 139 danske butikker.

Sådan lød beskeden tirsdag fra supermarkedsgiganten sammen med en opfordring til dens konkurrenter om at tilslutte sig tiltaget.

- Vi håber selvfølgelig, at de andre dagligvarekæder følger efter, og at vi i fællesskab kan udfase al tobak fra supermarkederne, siger viceindkøbsdirektør Khalil Jehya Taleb til TV 2.

Men spørger man Danmarks største supermarkedskæder er svaret et klart 'nej tak'.

Det viser en rundringning, som TV 2 har foretaget tirsdag formiddag.

Vi ville jo gøre os til dommer over voksne mennesker

Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i COOP

Ikke så længe, det er lovligt

Hos Coop slår informationsdirektør Jens Juul Nielsen fast, at kæden ikke har tænkt sig at fjerne tobak fra hylderne i sine flere end 1000 butikker.

- Vores fokus de seneste år har været at bidrage til, at vi i 2023 opnår den første generation af unge, som ikke begynder at ryge. Men vi har ikke planer om at stoppe med at sælge tobak til voksne, siger han.

Coop vil nemlig ikke "være dem, der skal bestemme", om voksne mennesker skal kunne købe tobak, mener Jens Juul Nielsen.

I hvert fald ikke så længe, det er et lovligt produkt at sælge.

- Slet ikke, fordi vi er en virksomhed, som har butikker mange steder som den eneste. Der er landsbyer og lokalområder, hvor der ikke er andre butikker end vores, siger Jens Juul Nielsen.

Vi holder fast i planen

Khalil Jehya Tale, viceindkøbsdirektør i Lidl

Men ville det så ikke lige præcis være der, hvor I kunne gøre en forskel ved at stoppe med at sælge tobak?

- Jo, hvis man synes, det er målet. Men dermed ville vi jo gøre os til dommere over voksne mennesker, og hvilke lovlige varer de må købe. Det vil vi ikke.

Et "spændende" forslag

Salling Groups kommunikationsdirektør, Henrik Winther Olesen, kalder Lidls planer om at stoppe tobakssalget for "spændende".

Men her vil man også blive ved med at sælge tobaksprodukter.

- Som det er nu, har Folketinget besluttet, at det skal være lovligt at ryge, og så længe det er det, så er det også et produkt, vi ønsker at fortsætte med at sælge, siger han til TV 2.

Henrik Winther Olesen understreger dog, at Salling Group også har et ansvar for dels at gøre det "så vanskeligt som muligt" for unge at starte med at ryge og dels at gøre det lettere at stoppe.

Samtidig peger kommunikationsdirektøren på, at Salling allerede i 2018 gemte sine tobaksprodukter bag et forhæng. Det blev først lovkrav i 2021.

- Jeg er nysgerrig på, om de indfrier det her løfte

Hos Rema 1000 afviser kommunikationschef Jonas Schrøder at tage imod Lidls appel.

- Vi kan ikke gå ud og lave aftaler om det på den måde, siger Jonas Schrøder til TV 2.

Men kommunikationschefen understreger ligesom sine konkurrenter, at de som supermarkedskæde har et ansvar, når de har sundhedsskadelige varer som cigaretter på hylderne.

Han henviser dog til, at salget for tobaks- og nikotinvarer ikke ændrede sig markant, efter man skjulte cigaretpakkerne i 2021.

- Så det er interessant at se, om det vil nedbringe salget i Danmark, hvis en kæde fjerner pakkerne, eller om det bare vil flytte salget andre steder hen, siger Jonas Schrøder.

Lidl holder fast i planen

Konkurrenternes kolde skulder afskrækker imidlertid ikke Lidl.

Tværtimod holder detailkæden fast i sin plan om slet ikke at have noget tobak på hylderne i 2029, understreger viceindkøbsdirektør Khalil Jehya Taleb.

- Det er et velovervejet tiltag, så vi holder fast i planen. Men vi håber selvfølgeligt, at den her dagsorden på et tidspunkt får de andre dagligvarekæde med på vognen.

Khalil Jehya Taleb medgiver dog, at planen ikke er helt risikofri.

- Det er en reel risiko, at nogle kunder kan vælge os fra. Men vi håber at de i stedet væger os til på grund af vores andre dagligvareprodukter. Cigaretter eller ej, siger han.