Mærsks milliardsucces dykker
Mærsk tjente over 15 milliarder på årets første tre måneder. Det er dog langt fra sidste års resultat.
Efter at have leveret danmarkshistoriens to bedste årsregnskaber nogensinde, ser rederigiganten A.P. Møller - Mærsk ind i et noget mindre forgyldt 2023.
I årets første kvartal sejlede Mærsk således et overskud på godt 2,3 milliarder dollars hjem, hvilket svarer til cirka 15,5 milliarder danske kroner.
Selvom det er mange penge for nærmest enhver dansk virksomhed, er det kun lidt mere end en tredjedel af den profit, selskabet havde i samme periode sidste år.
Det viser et netop offentliggjort kvartalsregnskab.
Et "solidt" regnskab
I forbindelse med regnskabet kalder Vincent Clerc, A.P. Møller - Mærsks administrerende direktør, resultatet for "solidt i et krævende marked".
Samtidig pointerer han dog, at fremtiden er ekstraordinær svær at spå om midt i en krig og med udsigt til en potentiel global recession.
Derudover er de såkaldte fragtrater faldet fra himlen siden sidste år.
Fragtrater er egentlig bare udtryk for prisen for at få fragtet en container med varer fra ét sted i verden til et andet, og da dette var dyrest, kunne Mærsk tjene 8-10 gange mere for hver eneste container, end de kan i dag, hvor fragtraterne er blevet normaliseret.
Går man lidt dybere i Mærsks regnskab for første kvartal, kan man også se, at det særligt er den del af forretningen, Mærsk selv omtaler som ocean, der ikke kan følge med sidste års rekordresultat.
Ocean er betegnelsen for Mærsks havforretning, hvor netop fragtraterne spiller en altafgørende rolle. Her er omsætningen faldet med cirka en tredjedel, viser regnskabet.
Til gengæld kan ledelsen på Esplanaden i København glæde sig over, at andre dele af forretningen faktisk har omsat for lidt mere end sidste år. Det gælder blandt andet Logistics and Services, der omfatter landtransport og digitale logistikløsninger.
Her er det dog værd at bemærke, at stigningen i omsætning er drevet af opkøb, som Mærsk foretog sidste år.