49 jyske elselskaber undersøges for at drive kartel

Selskabet Effekthandel er omdrejningspunktet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse om kartel.

Konkurrencestyrelsen undersøger 49 jyske elselskaber, herunder 46 fjernvarmeselskaber, for at drive kartel.

Det skriver branchemediet EnergiWatch fredag.

Mediet er i besiddelse af en sĂĄkaldt klagepunktsmeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der er sendt til de involverede virksomheder.

Styrelsen vurderer, at de 49 selskaber har lavet konkurrencebegrænsende aftaler med det formål at hæve prisen på elmarkedet.

Kan ende med millionbøder

Omdrejningspunktet for sagen er et selskab med base i Ikast ved navn Effekthandel.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har Effekthandel siden 2019 koordineret kraftværkers priser og overtrådt konkurrenceloven og EU's konkurrenceregler.

EnergiWatch skriver, at sagen kan ende ud i millionbøder og straffesager mod de involverede.

Det omtalte selskab nægter sig skyldig.

- Det er en sygt stor storm i et lille glas vand, og det bygger på uvidenhed fra konkurrencemyndighedernes side, siger topchefen, Finn Grønkjær, til EnergiWatch.

Synkroniserede bud

Normalvis ville kraftværkerne konkurrere mod hinanden ved at underbyde hinanden på den daglige elauktion.

Det ville Finn Grønkjær sætte en stopper for med Effekthandel. Konceptet bygger på, at kraftværkerne kan melde sig ind, og så ville budene blive synkroniseret af Effekthandel. Gevinsterne vil herefter blive fordelt mellem alle deltagende værker.

I starten af 2021 modtog Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en klage fra Energinet, fordi de havde observeret de synkroniserede bud. Det satte gang i undersøgelsen.

Finn Grønkjær påpeger over for EnergiWatch, at han i 2019 henvendte sig til styrelsen for at finde ud af, om der var risiko for lovovertrædelse.

RĂĄbte op for flere ĂĄr siden

Styrelsen afviste dengang at godkende, at Effekthandels forretningsmodel ikke overtrådte loven. De henviste i stedet til, at Finn Grønkjær skulle få en vurdering hos en advokat.

En sådan vurdering blev udarbejdet af Dahl Advokatfirma. Konklusionen var, at modellen ikke gav anledning til konkurrenceretlige betænkeligheder.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men de vil ikke kommentere sagen, før der en afgørelse.