Opbygger kassekredit ved at holde på penge til kunder - en "usædvanlig forretningsmodel", siger ekspert
Auktionshuset Lauritz.com har udskudt udbetaling til kunder flere gange, men arbejder på nye løsninger, hvis omsætningen fortsætter med at falde.
Adskillige utilfredse kunder og mangel på likviditet. Det er udfordringer, auktionshuset Lauritz.com i øjeblikket står med.
Som TV 2 torsdag kunne fortælle, møder selskabet skarp kritik fra kunder, der skal vente op mod 60 bankdage på betaling efter et salg, fordi virksomheden har oplevet "pludselige fald i omsætningen".
Auktionshuset har selv forklaret, at den udskudte betalingsfrist skyldes den økonomiske uro efter krigen i Ukraine. Virksomheden kan mærke, at forbrugerne er mere forsigtige og holder på pengene, lyder det.
Nu uddyber Lauritz.coms økonomidirektør, Preben Lindgaard i et skriftligt svar til TV 2. Han forklarer, at Lauritz.com er i fuld gang med "et nyt finansielt set-up", der skal sikre større økonomisk råderum i tider med faldende omsætning og uddyber:
- Vi er i gang med at sikre en tilstrækkelig kassekredit, så vi undgår lignende udfordringer, hvis markedet mod forventning skulle forblive så usædvanligt fluktuerende på længere sigt, skriver Preben Lindgaard.
Bruger kunder som "kassekredit"
Når Lauritz.com holder på kundernes penge i op mod 60 dage, bliver kunderne brugt som en form for kassekredit. Det påpeger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring. Han kalder det en "usædvanlig forretningsmodel".
- Normalt er det sådan i en virksomhed, at hvis man mangler penge, så skyder ejerne mere ind, ellers går man i banken og låner dem. Men nu har man brugt alle ejernes penge, og man kan ikke låne mere i banken – så nu låner man af kunderne, siger han.
På trods af en voksende skepsis fra flere af de afventende kunder, TV 2 har talt med, mener Preben Lindgaard fra Lauritz.com, at situationen "forbedrer sig på kort sigt", som den tidligere har gjort i lignende situationer.
Han henviser i forlængelse af dette til virksomhedens regnskab for 2022, der blev offentliggjort i marts.
- Vi har for nyligt offentliggjort Lauritz.coms årsregnskab for 2022. Her fremgår det blandt andet, at vores EBITDA (driftsindtjening, red.) har udviklet sig positivt de seneste tre år. Vi forventer at levere yderligere vækst i år, skriver Preben Lindgaard i en mail.
Gælden spøger
Selvom Lauritz.com melder om en vækst på deres driftsindtjening svarende til 5,5 millioner kroner siden 2021, er investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen mindre begejstret. Han peger på, at udfordringen for Lauritz.com ikke kun er indtjeningen i fremtiden, men også gælden fra fortiden.
- De slæber stadig rundt på en gældspukkel på 140 millioner svenske kroner, som det ikke ser ud til, at de kan komme af med selv, siger Per Hansen.
Af virksomhedens regnskab fremgår det, at der er et lille overskud. Det kræver dog nye penge at få betalt den store gæld, selskabet har. Penge, som Per Nikolaj Bukh vurderer, kunderne lige nu bidrager med.
- Hidtil har det været sådan, at de kunne holde skuden flydende uden at låne af kundernes penge i så stort omfang, som de gør nu. Når de har udskudt betalingsfristen yderligere, så er det jo et markant krisetegn, vurderer Per Nikolaj Bukh.
Pengene forventes retur i april
Økonomichef for Lauritz.com, Preben Lindgaard, forventer, at alle berørte kunder har deres penge inden udgangen af april.
- Vi beklager og forventer, at alle forsinkelser er afviklet ultimo april. Vi har altid afregnet alle vores sælgere, hvilket vi også gør nu, skriver han i mailen til TV 2.
Selvom pengene lader til at være på vej retur, tvivler Per Nikolaj Bukh på mulighederne for Lauritz.com:
- Der er ikke nogen, som vil låne penge til det her selskab. Men det er ikke vores problem som kunder, at det her selskab er nødlidende, siger Per Nikolaj Bukh.
TV 2 har spurgt Lauritz.com om et interview. Det har virksomheden afvist.