Bankkollaps får flere til at frygte ny finanskrise – to eksperter kommer med deres forudsigelser
Den amerikanske Silicon Valley Banks krak har de seneste dage sendt rystelser gennem aktiemarkederne.
I sidste uge krakkede amerikanske Silicon Valley Bank og sendte chokbølger gennem banksektoren.
I kølvandet på det største bankkollaps i USA siden finanskrisen var adskillige bankaktier i frit fald på børsen, og rystelserne nåede hele vejen til det danske aktiemarked.
Værst gik det for bankaktierne, hvor Danske Bank og Jyske Bank mandag tabte henholdsvis 6,88 procent og 5,93 procent.
Men hvorfor krakkede banken, vil andre banker følge trop, og ser vi ligefrem ind i en ny finanskrise?
TV 2 har bedt to eksperter tage den økonomiske temperatur i kølvandet på det store amerikanske bankkrak.
Langsom glidebane
Silicon Valley Bank var USA’s 16. største bank og på størrelse med Danske Bank herhjemme.
Fredag aften dansk tid blev Silicon Valley Bank overtaget af den amerikanske indskydergarantifond, efter at banken i ugens løb havde forsøgt at rejse kapital til at dække et større tab.
Bankens kunder var især teknologivirksomheder, der i det seneste år har været i kraftig modvind. Derfor har virksomhederne gradvist trukket mere på deres konti i banken.
Problemet er bare, at en stor portion af kundernes penge i banken har været bundet op i statsobligationer og realkreditobligationer. Værdipapirer, der er faldet drastisk i værdi i lyset af det seneste års massive rentestigninger.
Derfor har banken været tvunget til at sælge værdipapirer med store tab for at kunne imødekomme kundernes ønsker om at trække penge ud. Det fortæller Josephine Cetti, chefstrateg hos Nordea.
- Det er en langsom glidebane, hvor kunderne trækker flere og flere penge ud af banken. Da rygterne om bankens problemer først kommer ud, går det rigtig hurtigt, siger Josephine Cetti til TV 2.
Aktiekurs i frit fald
Torsdag faldt bankens aktiekurs med svimlende 60 procent.
Ligesom i Danmark er bankkundernes indlån i USA dækket af en indskydergaranti, så længe indlånet er under 250.000 amerikanske dollars.
Men da mange af Silicon Valley Banks kunder er techvirksomheder med massive indlån, var en stor del af kundernes indskudte penge ikke dækket af indskydergarantien.
Den danske virksomhed Zealand Pharma havde eksempelvis knap 163 millioner danske kroner stående i Silicon Valley Bank, oplyste selskabet søndag.
Det skabte stor usikkerhed hos bankkunderne, der blev tiltagende bekymrede for deres penge, som de derfor forsøgte at trække ud.
For at banken skulle kunne give kunderne penge, skal de sælge endnu mere ud af værdipapirer og realisere endnu større tab.
Derfor trådte myndighederne til fredag, overtog kontrollen med banken og satte en stopper for alle udbetalinger.
Indfører indskydergaranti
Myndighederne indførte også en indskydergaranti, der dækker stort set alle indlån, for at dæmme op for panikken.
Derudover lavede den amerikanske centralbank et indgreb, der skal holde hånden under bankerne: Man låner penge til bankerne mod sikkerhed i deres værdipapirer, så de ikke længere er nødt til at sælge værdipapirer med tab.
- Dermed prøver man at sætte en stopklods i den mekanisme, der kan gøre, at andre banker kommer i lignende situationer, hvor kunderne mister tilliden til banken og står i kø for at hæve pengene, siger Josephine Cetti.
Panik i markedet
Selvom indskydergarantien holder hånden under de kunder, der har opbevaret penge i banken, er aktionærerne og bankens investorer ikke lige så heldige. De taber alt, hvad de har investeret.
Silicon Valley Bank er blot den største af tre amerikanske banker, der den seneste tid er kollapset.
- Det er kommet som et chok, som ingen havde set komme. Det ryster ved hele tilliden til det finansielle system, og markedet panikker lidt over, om der er en ny finanskrise under opsejling, siger Josephine Cetti og fortsætter:
- Det spreder sig som ringe i vandet. Folk bliver bekymrede for, om det er sikkert at have penge i banken. Derfor er det vigtigt, at myndighederne hurtigt er gået ud og har lavet det her back stop.
Forventer du, at flere banker vil krakke i den kommende tid?
- Det kan godt være, at man vil se det ved nogle af de mindre nichebanker i USA, der har været dårligt drevet og eksponeret til højvækstvirksomheder – ligesom Silicon Valley Bank, siger Josephine Cetti. Hun understreger, at det ikke vil være de store, vigtige banker.
Den analyse vækker genklang hos en anden ekspert, der om nogen ved noget om finansielle kriser.
En ny finanskrise?
Jesper Rangvid, professor i finansiering ved Copenhagen Business School (CBS), vil heller ikke afvise, at der kan ske krak i andre banker, der har karakteristika lignende de tre, der allerede er gået ned.
- Det ville være forkert at sige, at det ikke kan ske. Men jeg forventer ikke, at det er noget a la 2008, vi står overfor. Det vil simpelthen være meget overraskende, siger eksperten til TV 2.
Netop 2008 er et årstal, der får alarmklokker til at ringe, når man taler om bankkrak.
Det var nemlig her, at storbanken Lehman Brothers gik under, og den globale finanskrise for alvor tog fart.
Det var i øvrigt Rangvid, der efterfølgende blev sat til at kortlægge årsager og konsekvenserne af krisen i Danmark.
Men hverken Jesper Rangvid eller Josephine Cetti tror, at vi ser ind i endnu en finanskrise som den, der vendte verden på hovedet i 2008.
- Vi er ret langt fra en finanskrise. Vi skal se en større nedsmeltning i hele systemet, før vi når dertil. Men det er klart, at når man hæver renten så meget, som centralbankerne har gjort, så kommer det til at betyde noget for økonomien, siger Josephine Cetti og fortsætter:
- Ting vil gå i stykker. Nu har vi set et helt konkret eksempel på noget, der ikke kunne tåle det.
Begge eksperter peger på, at bankkrakket i Silicon Valley Bank er et helt specielt tilfælde. De forventer derfor heller ikke lignende tilfælde i Europa:
- Det, der fik den her bank til at falde, har vi meget bedre regulering mod i Europa, end de har i USA, fortæller Jesper Rangvid og henviser til regulering indført i kølvandet på finanskrisen.
Regulering, som også USA indførte, men som blev delvist rullet tilbage i 2018 under Donald Trumps præsidentperiode.
- Havde de krav været der over for Silicon Valley Bank, så var det her krak ikke sket, siger Jesper Rangvid.