Business

Amerikanske banker styrtbløder på børsen efter krak

Myndigheder har stoppet handel med flere amerikanske bankaktier grundet store kursbevægelser, skriver Reuters.

Det ser for alvor ud til at have sendt rystelser gennem den amerikanske banksektor, at den kriseramte Silicon Valley Bank krakkede i sidste uge.

Flere amerikanske banker er således i frit fald på børsen mandag eftermiddag dansk tid.

Aktien i First Republic Bank, der holder til i den amerikanske delstat Californien, falder med næsten 75 procent kort efter børsåbning i USA.

Western Alliance Bancorporation falder med mere end 82 procent.

Har stoppet handel flere gange

Al handel med bankaktierne er flere gange blevet stoppet mandag, fordi bevægelserne i kurserne har været for voldsomme. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er dog muligt at handle dem igen.

Silicon Valley Bank blev fredag beordret lukket af finansmyndighederne i Californien.

Det tvang de amerikanske myndigheder til at træde til og overtage banken, der var kommet under et gevaldigt pres fra sine kunder. Kunderne ville have deres penge udbetalt.

Krisen ser desuden ud til at have sendt bølgeskvulp på tværs af Atlanten.

Danske banker påvirket

Det danske aktiemarked lukkede mandag klokken 17 rødt, efter at nervøsitet spredte sig på grund af det amerikanske bankkrak.

Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, har nyheden om bankkrakket ødelagt den ellers optimistiske stemning, der har været på aktiemarkederne i flere måneder.

- Investorerne herhjemme og i Europa er nervøse for, at det her viser sig ikke bare at være en enlig svale. Men at der kan gemme sig ting under overfladen nogle steder i de finansielle systemer, sagde han tidligere mandag.

Værst gik det for bankaktierne, hvor eksempelvis Danske Bank taber 6,88 procent, og Jyske Bank taber 5,93 procent.

20 ud af 25 aktier i det danske eliteindeks endte rødt. Det danske eliteindeks C25 tabte 1,6 procent og endte i 1719,437.