Bestyrelsesdronning fik 117 millioner for at sælge Lars Seiers Saxo Bank – men sagen endte i retten

Saxo Banks topchef udfordrer nu den officielle fortælling om salget af Lars Seier Christensens aktier i banken. Centralt står Lone Fønss Schrøder.

Få danske kvinder er kravlet højere op i det internationale erhvervsliv end Lone Fønss Schrøder.

Hun har været leder i Mærsk og direktør for både et flyselskab og et skibsrederi. Hun er bestyrelsesmedlem i Ikea, viceformand i Volvo Cars og har været seniorrådgiver for storbanken Credit Suisse.

I det danske erhvervsliv er Lone Fønss Schrøder kort og godt kendt som bestyrelsesdronningen.

Fra 2013 til 2018 var hun også en del af Saxo Banks bestyrelse, og i næsten tre år var hun endda formand.

Men bestyrelsesdronningen spillede en dobbeltrolle, da Lars Seier Christensen solgte sin andel af Saxo Bank. Hun tjente et trecifret millionbeløb på salget, kan TV 2 nu afsløre.

Salget udløste desuden vrede langt fra Danmark, hvor Lone Fønss Schrøder blev stævnet af sine tidligere forretningspartnere.

Nu bliver hendes version af forløbet kraftigt udfordret af én, der oplevede det hele fra nærmeste hold.

En "absolut fortrolig" aftale

I sagen om Lone Fønss Schrøder og de mange millioner er flere datoer vigtige.

Den første er 21.december 2015.

På dette tidspunkt havde Lone Fønss Schrøder været bestyrelsesformand for Saxo Bank i lidt mere end et halvt år, og Lars Seier Christensen havde indikeret, at han gerne ville ud af den bank, han selv havde været med til at stifte.

- Lone hjalp mig med at finde en køber til mine aktier. Det var formidling mellem køber og sælger, og hun var med i et rådgivningsfirma, der fik sin fee (betaling, red.), siger Lars Seier Christensen i dag om Lone Fønss Schrøders rolle i salget.

Rådgivningsfirmaet, som Lars Seier Christensen kalder det, blev stiftet 21. december 2015. Her underskrev Lone Fønss Schrøder, finansmanden Martin Hagedorn og den amerikanske investeringsbank RFC Capital Partners en kontrakt om, at de sammen skulle forsøge at sælge Seier Christensens andel af Saxo Bank.

Egentlig skulle aftalen være ”absolut fortrolig”, men på grund af et senere retsopgør i USA er det blevet muligt for TV 2 at læse den fire sider lange aftale.

I kontrakten lyder det blandt andet, at partnerne – Lone Fønss Schrøder, Martin Hagedorn og RFC Capital Partners – skal samarbejde ”eksklusivt” om at sælge Saxo Bank-aktierne. Aftalen fastlægger også en fordelingsnøgle for honoraret, hvis det lykkes for partnerne.

Lone Fønss Schrøders aftale

  • Aftalen var gyldig fra 21. december 2015 og et år frem.
  • Ud over Lone Fønss Schrøder var Martin Hagedorn og investeringsbanken RFC Capital Partners fra USA en del af aftalen.
  • Trioen skrev under på, at de ville arbejde "eksklusivt" på at sælge Lars Seier Christensens ejerandel af Saxo Bank.
  • Kort fortalt skulle Lone Fønss Schrøder og Martin Hagedorn tilsammen modtage 30 procent af alle pengehonorarer og 70 procent af alle aktieandele, som et eventuelt honorar måtte bestå af, hvis det lykkedes.
  • RFC Capital Partners skulle have de resterende henholdsvis 70 og 30 procent i henhold til aftalen. 
  • Som en del af aftalen skriver trioen under på, at de skal "opretholde absolut fortrolighed vedrørende" alle dele af aftalen.

- Medmindre partnerne skriftligt enes om andet, skal vilkårene i denne aftale være gyldige i et år, står der blandt andet.

117 millioner kroner i honorar

Officielt hedder det sig, at trioens mission mislykkedes.

Først 5. maj 2017 kunne den kinesiske virksomhed Geely annoncere, at den var kommende storejer i Saxo Bank, fordi den ville overtage Lars Seier Christensens aktier i en milliardhandel.

Dermed havde RFC, Hagedorn og Lone Fønss Schrøder ikke indfriet deres fælles mål om at sælge aktierne inden for et år fra 21. december 2015.

Men under overfladen lurede en anden version af, hvad der egentlig var sket.

Har du et fortroligt tip?

TV 2 driver en af landets største undersøgende redaktioner. Vi beskytter altid kilder, der deler fortrolige oplysninger. Hvis du vil dele fortrolig viden eller følsomme dokumenter med os, kan du se her, hvordan det kan lade sig gøre fortroligt og sikkert.

For mens Geely kunne glæde sig over at have købt den danske investeringsbank, vakte salget vrede i USA. Allerede i sommeren 2017 blev Lone Fønss Schrøder indbragt for en voldgiftsret i Chicago af sine amerikanske forretningspartnere, der krævede en erstatning.

RFC mente, at Lone Fønss Schrøder var gået bag om ryggen på dem ved at introducere Geely for Saxo Bank, mens deres aftale stadig gjaldt.

De hævdede, at hun var løbet fra sin aftale, og at handlen mellem Lars Seier Christensen og kinesiske Geely egentlig begyndte tids nok til, at den danske bestyrelsesdronning burde have delt sit honorar med Hagedorn og RFC.

Ifølge et dokument, som TV 2 har fået adgang til, fik Lone Fønss Schrøder godt 15,7 millioner euro, svarende til cirka 117 millioner danske kroner, for sin rolle i salget.

Men dem havde hun altså ikke tænkt sig at dele med sine forretningspartnere, selvom amerikanerne mente, at de havde ret til en andel.

Ville bremse sagen

Den eneste grund til, at offentligheden har hørt om kontrakten mellem Lone Fønss Schrøder, Martin Hagedorn og RFC Capital Partners, er en relateret retssag, som Lone Fønss Schrøder selv tog initiativ til i september 2017.

I et forsøg på at standse voldgiftssagen i Chicago ønskede Lone Fønss Schrøder, at en amerikansk dommer skulle tage stilling til, om amerikanerne overhovedet havde indgået en kontrakt med hende.

Årsagen, fremgår det af sagens dokumenter, er, at der i kontakten fra 21. december 2015 står ”RFC Capital Partners Holding LLC”.

Men selskabet var ikke registeret som et LLC – Limited Liability Company, der er betegnelsen for en særlig virksomhedsform – og derfor havde et firma, der slet ikke fandtes, skrevet under på kontrakten, mente Lone Fønss Schrøder og hendes advokater.

Dommeren afviste dog Lone Fønss Schrøders krav, og slaget skulle i stedet stå ved voldgiftsretten i Chicago.

Hvad det endte med, er ikke til at sige, for sagen blev ført bag lukkede døre. Lone Fønss Schrøder har selv sagt, at hun vandt sagen, men over for erhvervsmediet Finans sagde Martin Hagedorn i 2018, på vegne af sig selv og RFC, at de var ”fuldstændigt uenige” i Lone Fønss Schrøders udlægning.

Martin Hagedorn og Mark Teufal fra RFC har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV 2.

Saxo-direktør sår tvivl

Men tilsyneladende er der noget, der ikke stemmer i Lone Fønss Schrøders historie.

I et interview med TV 2 siger Kim Fournais, der er administrerende direktør og storaktionær i Saxo Bank, at Lone Fønss Schrøder introducerede kinesiske Geely, før aftalen med Martin Hagedorn og RFC Capital Partners udløb 21. december 2016.

Kim Fournais, hvornår orienterer din bestyrelsesformand (Lone Fønss Schrøder, red.) dig om, at hun i forsøget på at finde en potentiel køber til Lars’ aktier har kontaktet Geely og introduceret dem til Saxo Bank?

- Det gør hun i 2016. Efteråret 2016 eller starten af vinteren 2016, siger Kim Fournais.

Faktisk kom kinesiske Geely på besøg i København for at besøge Saxo Bank allerede 22. december 2016. Det var dagen efter, at Lone Fønss Schrøders aftale med RFC Capital Partners og Martin Hagedorn udløb.

Til TV 2 fortæller Kim Fournais, at det var Lone Fønss Schrøder, der arrangerede det møde.

Er det fair, Kim, at antage, at mødet med Geely ikke blev arrangeret på selve dagen, 22. december 2016?

- Det var ikke arrangeret på selve dagen. Det var i hvert fald nogle uger før det, hvor Lone meldte tilbage, at der var en interesse, siger Kim Fournais til TV 2 i dokumentaren 'Saxo Bank bag facaden'.

I en efterfølgende mail oplyser Lone Fønss Schrøder, at hun ikke var til stede, da Geely besøgte Saxo Bank.

TV 2 ville gerne have spurgt Lone Fønss Schrøder, om hun er enig i Kim Fournais' udlægning af forløbet, om det er korrekt, at hun har arrangeret et møde mellem Geely og Saxo Bank i 2016, og om hun selv mener, at hun har overholdt sin aftale med Martin Hagedorn og RFC.

Lone Fønss Schrøder har dog ikke ønske at udtale sig om sagen til TV 2 eller i forbindelse med dokumentaren.