OK23

Vigtige overenskomster er på plads – hvad er næste skridt?

af

Under de seneste overenskomstforhandlinger faldt de sidste brikker på plads midt i april. Men det kan sagtens ændre sig i år.

Årets overenskomstforhandlinger er skudt i gang.

Torsdag blev arbejdsgiverne og fagforeningerne på transportområdet enige om det andet af de store ”gennembrudsforlig”, og dermed er retningen for resten af forhandlingerne nu sat.

Selvom Forligsmanden blev nødt til at sætte uret i stå, så parterne kunne forhandle videre, uden at der brød storstrejke ud, er det forventningen fra flere, at overenskomster falder på plads i starten af marts.

Hvem skal have ny overenskomst i år?

I år er der overenskomstforhandlinger for rundt regnet 600.000 ansatte på det private arbejsmarked fordelt på tusindvis af virksomheder og en myriade af brancher og fagforbund. 

De offentligt ansatte forhandler for sig selv, og de skal til forhandlingsbordet næste år. Her skeler man dog også til løn og arbejdvilkår på det private arbejdsmarked. 

Hvis det mod forventning ikke skulle ske, kan OK23, som forhandlingerne kaldes, i yderste konsekvens udløse storkonflikt og strejker, der lammer Danmark.

Selvom overenskomstforhandlingerne følger en mere eller mindre fast drejebog, kan de være svære at finde hoved og hale i.

Derfor får du her en kort overflyvning af, hvordan en overenskomstforhandling foregår, og hvad der nu kommer til at ske.

Industrien har allerede sat kursen

I Danmark styres arbejdsmarkedet efter “den danske model”. Det betyder, at lønmodtagere og arbejdsgivere – også kaldet arbejdsmarkedet parter – sammen bestemmer løn, vilkår og andre regler.

Det sker gennem overenskomster, der er forskellige fra branche til branche og normalt gælder i to-tre år ad gangen. Derefter skal de fornys ved en ny overenskomstforhandling.

Det er typisk virksomhederne og de ansatte i industrien, som forhandler først. Traditionelt er det dem, der når frem til det såkaldt ”gennembrudsforlig”, som også sætter rammerne for alle de andre overenskomster.

Hvorfor forhandler industrien først?

Danske industrivirksomheder er meget afhængige af eksport og skal derfor kunne konkurrere med udenlandske virksomheder. Derfor lægger industriens overenskomster en økonomisk ramme, der sikrer virksomhedernes konkurrenceevne, så man bevarer indtjening og jobs i Danmark.

Samtidig er industrien som branche så bred og mangfoldig, at den giver et repræsentativt billede, som andre kan læne sig op ad.

Hvad er et gennembrudsforlig?

Gennembrudsforliget i industrien lægger linjen for forhandlingerne på hele det private område.

I alle andre brancher vil forhandlerne typisk læne sig op ad industriens resultat, men det er muligt at tilpasse det, så det passer bedre til de enkelte brancher og virksomheder.

De følgende forlig vil dog hver især typisk blive indgået inden for nogenlunde samme økonomiske ramme og samme emneområder som gennembrudsforliget.

Gennembrudsforliget, som i år faldt 19. februar, dækker ansatte i produktionsvirksomheder, men er også rettesnor for hele ”minimumslønområdet”.

Et andet område, der er værd at holde øje med, er transportområdet, hvor forhandlingerne for blandt andet lagerarbejdere og chauffører nåede til enighed torsdag. Det kaldes også for et gennembrudsforlig, fordi aftalen sætter nemlig retningen for "normallønsområdet".

Hvad er minimums- og normallønsområdet?

I de danske overenskomster har vi grundlæggende to lønsystemer: minimalløn og normalløn. Omkring 80 procent af det private arbejdsmarked har et minimumslønssystem.

På minimumslønsområdet aftales en mindstesats ved de centrale forhandlinger, hvorefter resten af lønnen aftales ved lokale forhandlinger på de enkelte virksomheder. Det kan ske individuelt, kollektivt og gennem tillidsrepræsentanten.

På normallønsområdet aftales hele lønnen en gang for alle ved de centrale forhandlinger. Her kan den enkelte medarbejder kun forhandle sig til tillæg.

Nu, hvor de to forlig er på plads, bruger alle andre brancher resultaterne som en strømpil i deres egne forhandlinger mellem arbejdsgivere og fagforeninger.

Forligsmanden kan træde til

Hver gang der er overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, skal flere end 500 aftaler forhandles på plads.

Normalt bliver arbejdsgiverne og fagforeningerne enige om en ny aftale efter noget tid. Men kan de ikke selv finde en løsning, træder Forligsinstitutionen med forligsmand Jan Reckendorff i spidsen til.

Hvem er Forligsmanden?

Forligsmænd udpeges af regeringen og er typisk velansete og neutrale dommere eller eksperter i arbejdsmarkedsforhold.

De er en del af Forligsinstitutionen, der består af 1 formand, 3 forligsmænd, 1 suppleant og op til 21 mæglingsmænd, som alle har til opgave at prøve at få parterne på arbejdsmarkedet til at indgå forlig.

Kort fortalt er de altså sat i verden for at forhindre arbejdsstandsninger som strejker eller lockouter, for eksempel ved at udsætte konflikter eller komme med mæglingsforslag.

Er der ikke landet en aftale, inden den gamle overenskomst udløber – sædvanligvis 1. marts – er det lovligt for de ansatte at strejke og for arbejdsgiverne at lockoute.

I denne omgang har forligsmanden dog sat uret på pause og tilladt parterne ekstra tid til at forhandle. I slutningen af februar udskød han således alle strejkevarsler med 14 dage.

Siden er blandt andet parterne i detailbranchen nået til enighed. Det samme gælder parterne i finanssektoren. Hvis de resterende forhandlinger kører af sporet, får Forligsinstitutionen til opgave at finde et kompromis, alle kan blive enige om.

Hvis det stadig dårligt lader sig gøre, kan forligsmanden udskyde varslede konflikter med yderligere 14 dage.

Alle stemmer om én pakke

Overenskomstforhandlingerne er slut, når alle fagforeninger og arbejdsgivere har forhandlet, og forligsmanden samler et såkaldt mæglingsforslag.

Under seneste overenskomstforhandling i 2020 skete det 25. marts.

I mæglingsforslaget er forligene fra hver enkelt overenskomstforhandling samlet i én pakke. De steder, hvor parterne ikke kan blive enige, er det forligsmanden, som ridser op, hvordan overenskomsten skal se ud.

Derefter stemmer medlemmer af alle de berørte fagforbund samt Dansk Arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse om det samlede mæglingsforslag.

Hvorfor stemmer alle om ét mæglingsforslag?

At alle stemmer om ét samlet mæglingsforslag kaldes sammenkædning. Det skal blandt andet sikre, at løn og arbejdsvilkår ikke bliver trukket for skævt fra branche til branche.

I praksis betyder det, at en industritekniker fra Dansk Metal og en kontoransat fra HK også stemmer om hinandens overenskomster.

Der kan derfor være nogle områder, som isoleret set har forkastet deres overenskomst, men på grund af sammenkædningsreglen bliver hele forslaget godkendt, hvis der samlet set stemmes ja.

Er der flertal, er alle overenskomsterne vedtaget og træder i kraft, så arbejdet kan fortsætte under de nye regler og vilkår.

Men stemmes mæglingsforslaget ned, gælder det også alle overenskomstaftalerne. Og så udbryder der storkonflikt.

Storkonflikter er sjældne, men sker

Under en storkonflikt kan medarbejdere strejke og virksomheder lockoute – hvilket kort fortalt betyder, at virksomhederne nægter at modtage arbejdskraft.

Storkonflikter har store omkostninger, fordi dele af samfundet risikerer at gå i stå, når folk ikke går på arbejde.

Samtidig får de ansatte ingen løn, men må klare sig for pengene i de ”strejkekasser”, som de fleste fagforeninger sparer op.

Er der først udbrudt storkonflikt, skal der som regel et regeringsindgreb til for at stoppe den igen. Her vedtager Folketinget en lov, som forlænger alle overenskomster.

Heldigvis er storkonflikter sjældne, for normalt stemmes overenskomsterne igennem.

I 2020 blev resultatet af afstemningen offentliggjort 16. april. Lønmodtagerne havde godkendt mæglingsforslaget med 79,8 procent ja-stemmer.