Mærsk lander historiens største overskud – smadrer egen rekord
2022 var et bemærkelsesværdigt år, siger Mærsks nye topchef om resultatet.
Den danske rederigigant A.P. Møller-Mærsk tjente styrtende med penge sidste år.
Det viser selskabets årsregnskab, der netop er blevet offentliggjort.
I alt havde Mærsk et overskud på 203 milliarder, hvilket ikke blot er det største overskud, nogen dansk virksomhed nogensinde har præsteret – det er også en klar sejr over den rekord, selskabet selv satte sidste år.
I 2021 kunne Mærsk således sejle hjem med en bundlinje på 117,5 milliarder kroner, men 2022 blev altså endnu bedre.
Ekstraordinære overskud
De seneste år har budt på ualmindelige overskud til flere af de store shippingvirksomheder.
Årsagerne har været en øget efterspørgsel på varer i kølvandet på coronakrisen, forsyningskaos og det, der måske bedst kan beskrives som en "forstoppelse" i de globale fragtruter.
Det så man både, da Suez-kanalen blev blokeret, men også, når et utal af store fragtskibe har ligget i kø ude foran nogle af verdens største og vigtigste containerhavne.
- 2022 var et bemærkelsesværdigt år i mere end én forstand. Samtidig med at vi rapporterer de stærkeste resultater i virksomhedens historie, tog vi partnerskaberne med vores kunder til et nyt niveau ved at sikre deres forsyningskæder i en usikker og turbulent tid, udtaler Mærsks nyudnævnte administrerende direktør, schweiziske Vincent Clerc, i forbindelse med regnskabet.
Clerc har først lige overtaget roret fra Søren Skou, der var topchef i Mærsk fra 2016 og frem til 31. december 2022.
Skuden vender
Meget tyder dog på, at Vincent Clerc får svært ved at levere overskud i samme enorme størrelse, som Søren Skou har gjort de seneste år.
Traditionelt er shippingvirksomheder nemlig nogle, der bliver ramt hårdt, hvis den globale økonomi går ned i gear.
Samtidig er fragtraterne allerede styrtdykket, siden de var højest.
- Nu kigger vi ind i et år præget af makroøkonomisk usikkerhed, udtaler Vincent Clerc selv.
I regnskabet skriver Mærsk også, at de forventer, at efterspørgslen på fragt dels falder, og at udbuddet dels stiger. Mærsk oplyser videre, at de forventer, at årets driftsindtjening lander på mellem 8 og 11 milliarder dollars.
Til sammenligning var driftsindtjeningen for Mærsk i år knap 37 milliarder dollars i 2022, mens tallet året inden landede på 24 milliarder dollars.
Forventningerne er dog på niveau med 2020, hvor driftsindtjeningen var på 8,2 milliarder dollars. Det gav dengang et overskud på 2,9 milliarder dollars.