Business

ECB hæver renten for femte gang i træk: - Det er ret ekstremt

Det den klare forventning, at Nationalbanken herhjemme også hæver sin rente senere i aften. Men ikke nødvendigvis lige så meget.

På et møde torsdag har Den Europæiske Centralbank, ECB, hævet sin rente med 0,50 procentpoint.

Det betyder, at indlånsrenten hos ECB nu er på 2,50 procent, hvilket er det højeste siden 2008.

Det er femte rentemøde i træk med renteforhøjelse, og inden renteforhøjelserne lå renten på rekordlave -0,50 procent. Dermed er vi ifølge cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre vidne til "den kraftigste stramning med renteskruen nogensinde".

- Det er ret ekstremt, men samtidig også fuldt berettiget i lyset af den høje inflation. Vi forventer, at ECB vil fortsætte med hæve renten over de kommende rentemøder, siger han i en skriftlig kommentar.

Samtidig er det den klare forventning, at Nationalbanken herhjemme hæver sin rente senere i aften.

Dansk renteforøgelse er næsten garanteret

Værdien af den danske krone er kort fortalt låst fast til euroen, og derfor er Nationalbankens rente i store træk nødt til at følge ECB's.

Men ifølge Jeppe Juul Borre er kronen lige nu "til den stærke side", og derfor er der en sandsynlighed for, at den danske renteforøgelse bliver en smule mindre.

Ikke desto mindre forventer han at Nationalbanken også trækker sin styringsrente op med 0,50 procentpoint ligesom ECB.

- Med fastkurspolitikken er en renteforhøjelse fra Nationalbanken i dag så sikker som mudder på skoene en regnvejrsdag på Roskilde Festival, siger han.

Ifølge Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, er det dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at danskerne skal betale mere for at låne penge i banken.

Mange investorer vurderer nemlig, at inflationen er på vej ned, og at centralbankerne kommer til at "æde deres hårde meldinger i sig igen", vurderer han i en kommentar:

- Det er nogenlunde så hård en melding, som man kunne forestille sig, men det ser ikke ud til, at det er noget, der får markedsrenterne til at stige, nærmere tværtimod.

Flere tusind kroner dyrere om måneden

De stigende renter hos centralbankerne har også fået de danske banker til at sætte sine udlånsrenter op.

Dermed er det blevet dyrere at låne penge i banken, og det er bestemt noget, der kan mærkes på et almindeligt husholdningsbudget, viser en beregning fra Danske Bank.

Optager man for eksempel et nyt FlexKort-lån på én million kroner, er den månedlige ydelse blevet knap 2000 kroner større efter skat sammenlignet med for et år siden.

Er lånet et F5-lån uden afdrag, er det blevet 1500 kroner dyrere om måneden, mens et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag er blevet godt 600 kroner dyrere per lånte million.