Business

Katastrofalt aktiedyk sender rigmand ned ad milliardærlisten

Gautam Adanis konto skrumper, og han er ikke længere blandt verdens ti rigeste efter Adani Groups aktienedtur.

Pengene forsvinder som sand mellem fingrene på indiske Gautam Adani, efter at en rapport i sidste uge såede tvivl om hans selskab Adani Groups gæld og skatteforpligtelser.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er rigmanden sågar tirsdag røget helt ud af Bloombergs top-10-liste over verdens rigeste personer.

Da han var højeste oppe på listen, indtog han ellers en tredjeplads.

100 katastrofale sider

Sagen begyndte umiddelbart, da det finansielle analysefirma Hindenburg Research udgav en mere end 100 sider lang rapport om Adani Group.

Hindenburg hævder, at regnskaberne for de to selskaber Adani Enterprises og Adani Total Gas blev godkendt af et revisorselskab ved navn Shah Dhandharia.

Rapporten stiller spørgsmål ved, om Shah Dhandharia var opgaven voksen.

- Revisorerne fra Shah Dhandharia, som godkendte Adani Enterprises' og Adani Total Gas' årsregnskaber, var helt nede mellem 23 og 24 år gamle, da de begyndte at godkende regnskaberne, skrev Hindenburg ifølge mediet Fortune.

- De var i bund og grund helt nyuddannede og næppe i stand til at granske og holde nogle af landets største virksomheder - drevet af nogle af landets mest magtfulde mennesker - ansvarlige.

Hvem er Gautam Adani og hans kæmpekoncern?

  • Gautam Adani blev født i Ahmedabad i 1962.
  • Som 18-årig får han arbejde hos en diamantforhandler, og otte år senere grundlægger han sit senere flagskib, Adani Enterprise.
  • Ejere virksomheden inden for blandt andet infrastruktur, havne, medier og mineudvinding.
  • Ifølge Bloombergs milliardærindeks var Gautam Adani ikke meget mere end ti milliarder dollars værd før coronakrisen.
  • De seneste to et halvt år er hans formue vokset gevaldigt, så den i dag anslås til at være omkring 120 milliarder dollars.
  • Gautam Adani er Asiens rigeste person og bliver ifølge milliardærindekset kun overgået af franske Bernard Arnault og amerikanerne Elon Musk og Jeff Bezos i rigdom. Han kan dog rutsje ned ad listen, når eller hvis Hindenburgs anklager slår igennem.

Risiko for skattely og høj gæld

Rapporten anklagede også Adani Group for at sætte sine penge i skattely. Den råbte desuden vagt i gevær over selskabets høje gæld, der kappede 65 milliarder dollar af konglomeratets samlede markedsværdi.

Rapporten fik aktierne i Adani Groups datterselskaber til at styrtdykke. Mandag kunne flere medier berette om, at Gautam Adanis personlige formue allerede var faldet med 36,1 milliarder dollar. Det svarer til 246,3 milliarder danske kroner.

Adani Group har forsøgt at svare igen på rapporten ved at hævde, at selskabet lever op til alt lovgivning på området.

Tirsdag oplyser selskabet ifølge Reuters, at det vil bede en af de "seks store" konsulentfirmaer om hjælp til at gennemse selskabets regnskaber. De seks store er blandt andet virksomheder som PwC og Deloitte.