Coop lukker Kvickly, SuperBrugsen og Irma – ny kæmpe kæde på vej

Samtidig sløjfer Coop en onlinehandel og ændrer på sine medlemsfordele.

Efter mere end 136 år går Irmapigen nu på pension.

Fra 1. april er det nemlig slut med Danmarks ældste dagligvarekæde, Irma, oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Lukningen er en del af en større rokade i Coop-koncernen, der blandt andet skal samle de største butikker i kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én butikskæde under navnet Coop.

Irma har større og større underskud

Kræn Østergård Nielsen, kædedirektør hos Coop

- Det har været den sværeste beslutning i min karriere. Der er jo kunder, der har handlet hele deres liv i Irma, og der er medarbejdere der har haft hele deres karriere her, siger kædedirektør hos Coop Kræn Østergård Nielsen, til TV 2.

Af de 65 Irma-butikker konverteres de ni største til den nye kæde, 28 bliver til 365discount, og de 11 mindste til Brugsen, mens 17 lukker helt.

- Irma har større og større underskud

Grundstenen til Irma blev lagt i 1886 af enkefru Schepler, som solgte æg fra en lille kælderbutik i Ravnsborggade i København.

Knap 100 år senere blev den sjællandske kæde opkøbt af Coop, der også står bag butikker som Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen.

Men den seneste tids økonomiske modvind har sat sine spor i danskernes indkøbsvaner, og allerede i september varslede Coop, at SuperBrugsen og Kvickly skal samles i én kæde.

Nu trækkes Irma også ind i sammenlægningen.

- Vi må desværre konstatere, at markedsgrundlaget ikke længere er til stede for Irma som selvstændig kæde: Kunderne går mere og mere i discount og Irma har større og større underskud, forklarer Kræn Østergård Nielsen i pressemeddelelsen.

Samtidig ændrer Dagli’Brugsen navn til Brugsen, og den kæde skal leve mere selvstændigt.

Ifølge Coop vil de cirka 2000 medarbejdere i Irma "i videst muligt omfang" blive tilbudt job i Coop. Alligevel forventes det, at 600 stillinger nedlægges.

De første butikker i den nye Coop-kæde åbner efter sommerferien i år, og vil blandt andet have "et større antal unikke Irma-varer" på hylderne.

Onlinehandel lukker, og fordele omlægges

Med den nye struktur går Coop fra at have haft otte kæder til kun at have tre.

Indtil sidste år bestod koncernens butikker af Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.

Fremover vil det blive skåret ned til kun Coop, 365discount og Brugsen.

Samtidig stopper Coop.dk MAD, der de seneste 10 år har leveret dagligvarer til døren, med udgangen af februar.

Det skyldes også underskud "alle årene", står der i pressemeddelelsen.

- Vi kan desværre ikke forsvare at fortsætte med at investere så massivt i onlinemarkedet med dagligvarer, hvor ingen endnu har fundet en økonomisk bæredygtig forretningsmodel, siger Kræn Østergård Nielsen blandt andet.

Til gengæld fokuserer Coop kræfterne på sin anden og største online-butik, nonfood-forretningen Coop.dk Shopping, som fortsætter under navnet Coop.dk.

De cirka 230 medarbejdere ved Coop.dk MAD bliver opsagt, men også her vil Coop forsøge at finde jobs til dem andre steder i koncernen.

Coops medlemsfordele ændres også, så man ikke længere får en procents bonus på hele ens køb.

Fra 1. maj opsparer man i stedet en procents bonus på køb af en række af Coops egne varemærker. Øvrige fordele som personlige tilbud fortsætter dog uændret.