Business

Kan du fortryde Teslakøb efter stort prisfald?

Skåret helt ind til benet er svaret, at det kommer an på, hvordan du har købt bilen, forklarer jurist.

Købte man en Tesla i starten af sidste uge, må man nok se i øjnene, at man har timet købet uheldigt.

13. januar dumpede den populære elbilproducent priserne på nogle af sine mest populære modeller med op til 130.000 kroner. Havde man ventet til fredag i sidste uge, var der dermed store penge at spare.

Men har man nogen som helst muligheder for at slå bremserne i på købet? Det spørgsmål har bilisternes interesseorganisation FDM fået igen og igen fra sine medlemmer den seneste uge.

Skåret helt ind til benet er svaret, at det kommer an på, hvordan man har købt bilen. Det fortæller jurist ved FDM Simon Nguyen Kildeby.

- Hvis man lige skal kridte banen op her, er der forskel på, om man har købt den online – typisk direkte fra Tesla – eller om man har været nede hos en forhandler, forklarer han til TV 2.

Onlinekøbere har fortrydelsesret – men uret tikker

Ligesom ved de fleste andre store bilmærker er det muligt at købe en spritny Tesla direkte fra selskabets webshop.

Har man fortrudt sit køb af en Tesla, er det ifølge Simon Nguyen Kildeby her, at man er bedst stillet.

Ved køb på nettet er der nemlig både i Danmark og resten af EU indbygget en fast fortrydelsesret – ligegyldigt, om der er tale om varer eller ydelser.

Men uret tikker.

- Hvis du har købt den online, er der en lovbestemt 14 dages fortrydelsesret. Det betyder faktisk, at du kan træde tilbage fra aftalen, uden at det koster dig noget, siger juristen.

Fredag er det præcis en uge siden, at Tesla annoncerede sine store prisfald. Har man købt sin nye bil til den gamle pris, har man dermed maksimalt én uge fra i dag til at bruge sin fortrydelsesret.

Køb hos forhandler er ofte bindende

Har man købt en Tesla ved en almindelig bilforhandler, er muligheden for at trække sig ud af aftalen noget mere spinkel.

Købelovens udgangspunkt er nemlig, at et køb i en forretning er bindende.

Men alligevel bør man ifølge Simon Nguyen Kildeby læse sin slutseddel igennem. Den kan nemlig indeholde muligheder for at trække sig.

- Men ellers er udgangspunktet, at det er en bindende aftale, man har indgået. Så er man nødt til at holde fast i den, for ellers kan man i princippet blive erstatningsansvarlig, siger juristen.

Reglerne herover gælder for øvrigt ikke kun for Teslaer, men som udgangspunkt for alle bilmærker.