Business

Den svenske krone rasler ned, og det gør ondt værre i Danmark

Mens dansk eksport er godt rustet, når den globale økonomi slår bak, er den svenske noget mere udsat, fortæller cheføkonom.

Den danske økonomi har haft et turbulent år, men i Sverige står det på mange måder endnu værre til.

Den svenske krone har nemlig tabt en solid luns af sin kursværdi, og nærmer sig laveste niveau siden finanskrisen.

Hvor man for et år siden kunne veksle 100 svenske kroner til cirka 72 danske, kan man i dag kun få 66.

Mens den danske inflation er faldet de seneste måneder, er den svenske fortsat opad og nåede i december 12,3 procent.

Men det er ikke kun dårligt nyt for svenskerne.

For selvom den billige svenske krone kan gøre det til en god forretning for danskerne at købe ind på den anden side af Øresund, er Sverige også vores tredjestørste eksportmarked.

- Det betyder desværre, at de danske virksomheder har svært ved at afsætte deres varer på det svenske marked, fordi det simpelthen er blevet dyrere for den svenske kunde, fortæller cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer til TV 2.

Det gør ondt værre for Danmark

Danske virksomheder sælger årligt for mere end 125 milliarder kroner til Sverige, hvilket skaber cirka 71.000 jobs herhjemme.

Derfor kan det også blive dyrt for dansk økonomi, at vores naboland er under pres.

Når svenske kroner kan veksles til færre danske, bliver fortjenesten for salg i Sverige også mindre, når den hives hjem til Danmark – medmindre man hæver prisen.

Men sælger man som for eksempel danske Brands4Kids tøj i Sverige, kan det hurtigt give bagslag.

Det fortæller administrerede direktør i virksomheden Erik Andreæ til TV 2:

- Hvis vi skal følge kurserne, bliver vores priser ganske ukonkurrencedygtige. Så vi har besluttet af fastholde de priser, vi har på nuværende tidspunkt.

Samtidig vil man også herhjemme kunne mærke, at svenskerne har færre penge. Særligt i København, fortæller Tore Stramer.

- Der er ingen tvivl om, at det her gør ondt værre i en situation, hvor vi i forvejen har høj inflation, at de svenske kunder bliver væk i større omfang, siger han.

Svensk økonomi er mere sårbar end den danske

Hos Jyske Bank får den historisk billige svenske krone cheføkonom Jes Asmussen til at klø sig i nakken.

Hos Jyske Bank får den historisk billige svenske krone cheføkonom Jes Asmussen til at klø sig i nakken. Video: TV 2 NEWS

- Når det fortsat er så voldsomt, og den svenske krone ikke har været svagere siden finanskrisen, har vi en lille smule svært ved at forklare det 100 procent, siger han til TV 2.

Skal cheføkonomen alligevel give det et forsøg, peger han først og fremmest på, at svensk økonomi er noget mere følsom overfor strømningerne i den globale økonomi end den danske.

Herhjemme har vi nemlig en stor eksport af medicin og fødevarer, hvilket ikke ligefrem er det første, folk sparer på, når økonomien klemmer.

- Men i Sverige sælger de ting som transportmidler og stål, som virkelig bliver påvirket, når det går nedad i den globale økonomi. Så der bliver Sverige ekstra hårdt ramt, siger Jes Asmussen.

Når udlandet køber færre svenske varer, får det også efterspørgslen på svenske kroner til at falde, fordi betalingen for disse varer sker i svenske kroner.

Det gør kun ondt værre for den svenske inflation.

Når den svenske krone bliver svag, bliver det nemlig også dyrere for svenskerne at købe varer fra udlandet, og det er med til at presse priserne op i Sverige, forklarer Jes Asmussen.