Vi kan blive mere produktive uden at afskaffe en helligdag: - Bare se på os, siger direktør

Selvom der kan være en gevinst ved at arbejde mindre i nogle brancher, er det ikke tilfældet i alle, advarer professor.

Alle danskere må yde en ekstra indsats for at skaffe penge til en oprustning af forsvaret.

Sådan lyder beskeden i hvert fald fra regeringen, der vil afskaffe store bededag.

Fredag er 16 til 20 procent mindre produktiv

Henrik Stenmann, grundlægger og bestyrelsesmedlem i IIH Nordic

Men der kan være bedre måder at øge produktiviteten end bare at arbejde en dag mere om året.

Det mener Henrik Stenmann, som er grundlægger og bestyrelsesmedlem i det online marketingshus IIH Nordic.

Hos IIH Nordic er fredag en fridag, og ligesom en række andre virksomheder og offentlige myndigheder har marketingshuset derfor en fire dages arbejdsuge.

- Det der med at forlænge verden med brædder, det tror jeg ikke på. Man kan bare se på os og vores resultater, hvor vi har øget produktiviteten, halveret sygefraværet og ikke har problemer med at rekruttere, siger Henrik Stenmann til TV 2.

Højere produktivitet og færre sygedage

Gennem de seneste år er en kortere arbejdstid blevet mere og mere populært.

Blandt andet er en fire dages arbejdsuge så populært på Island, at størstedelen af landets arbejdsstyrke allerede i 2021 var begyndt at arbejde færre dage.

Og i Odsherred Kommune var et forsøg med arbejdsuger på 37 timer fordelt ud over kun fire dage også en stor succes.

Spørger man Henrik Stenmann fra IIH Nordic, er der særligt én gevinst ved at gøre fredage – som store bededag også altid falder på – til en fridag.

- Vi er jo en datavirksomhed, så hvis der noget, vi har gjort, så er det at måle på alle detaljer. Vi kiggede på, hvilken dag der er den mindst produktive, og her er fredag 16 til 20 procent mindre produktiv, siger han.

Gælder ikke hele alle jobs

Det er dog ikke alle steder, at man nødvendigvis bliver mere produktiv af at holde fri hver fredag.

Det fortæller Bent Greve, der er professor og arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet.

- Det er rigtigt nok, at på nogle områder er en kortere arbejdsuge noget, der giver et bedre arbejds- og familieliv, og at folk bliver mere produktive. Men det er ofte i virksomheder, hvor man ikke har direkte kundekontakt, siger han til TV 2.

En kortere arbejdsuge går nemlig som udgangspunkt ud over produktiviteten, hvis ens arbejde afhænger af at stå til rådighed for eksempelvis kunderne i en butik eller på et værksted.

Det samme gælder, hvis ens arbejde for eksempel er at passe børn, ældre eller syge.

- Så ja, der er nogle muligheder, men vi skal passe på med at sige, at det her er noget, vi elegant kan rulle ud på hele arbejdsmarkedet, vurderer professoren.

En fridag mindre gør os ikke mindre produktive

Samtidig mener Bent Greve heller ikke, at en enkelt helligdag mindre om året er et skridt i den forkerte retning – i hvert fald ikke et særlig stort et.

Regnet ud på et helt år svarer det nemlig kun til, at danskerne skal arbejde 0,45 procent mere.

Derfor er det ifølge professoren også svært at forestille sig, at det gør folk mindre produktive i deres arbejde samlet set.

- Det er ikke noget, der påvirker folks adfærd grundlæggende. Det tror jeg simpelthen ikke på, siger han.

Hos IIH Nordic understreger Henrik Stenmann, at en kortere arbejdsuge kun er én måde at øge produktiviteten på.

Han opfordrer til, at man for eksempel med hjælp fra eksperter og erhvervslivet forsøger at finde måder at arbejde smartere i stedet for nødvendigvis længere.

- Jeg hører jo dagligt læger, lærere og andre, der har alle mulige forslag til ting, man kan gøre for at øge produktiviteten, siger han.