Business

Ukrainsk kvinde gør klar til at genopbygge hjemlandet: Hvis vi ikke gør det, er der ingen der gør det

I et iværksætterforløb kan ukrainske kvinder lære at starte en virksomhed, så de er klar, når de skal tilbage og genopbygge deres hjemland.

Da Iryna Mamruk bliver spurgt om, hvorfor hun vil hjem og bygge hjemlandet Ukraine op igen, er svaret så klart, at hun faktisk synes, det er et lidt fjollet spørgsmål.

- Det er mit hjemland, fortæller hun.

Vi vil hjælpe med at renovere Ukraine og bygge endnu smukkere steder, end der var før

Iryna Mamruk, ukrainsk flygtning

I marts flygtede 36-årige Iryna Mamruk og hendes familie fra Kyiv i Ukraine til Danmark.

Mandag troppede hun op på Københavns Rådhus for at få viden og redskaber til at drive en virksomhed i Danmark.

På rådhuset kickstartede Dansk Iværksætter Forening et forløb, der over de kommende seks måneder skal hjælpe 1100 primært ukrainske kvinder til at starte en virksomhed i Danmark og ”gøre deres drøm til virkelighed”.

Det fortæller formand for foreningen, Peter Kofler:

- De får muligheden for at blive præget med en masse metoder til at bygge deres idéer på en anden måde, når de en dag står i Ukraine og kigger ud over murbrokkerne, siger han.

Ville have tankerne på noget andet

Iryna Mamruks flugt til Danmark begyndte, da et fly styrtede ned tæt på familiens hjem 15. marts. Det blev dråben i et allerede fyldt bæger, der fik familien til at flygte.

Derfor pakkede familien bestående af manden Ramon Mamruk, deres datter Myroslava på 11 år, sønnen Vsevolod på 9 år og katten Muskat bilen og kørte mod Danmark.

De første måneder boede Iryna Mamruk og familien på et center for ukrainske flygtninge i Haderslev, men oplevelserne i Ukraine fyldte tankerne og hverdagen med bekymring.

- Hver dag tænkte vi på bomber, raketter, fly, sikkerhed og sådan noget. Vi var meget trætte af bare at sidde og vente. Det var svært. Derfor ville vi finde et job hurtigt, bare for ikke at tænke på de ting, fortæller Iryna Mamruk.

Hun og manden fik et arbejde på en gård, og i mellemtiden søgte hun i facebookgrupper efter danskere, der havde brug for hjælp til haven.

For lige netop det ligger ikke fjernt fra Iryna Mamruk. Tilbage i Ukraine drev hun nemlig en virksomhed med flere ansatte, som beskæftigede sig med landskabsarkitektur.

- Vi ville bare hjælpe andre mennesker og lave noget, vi ved, hvordan man laver. Derfor prøvede vi at finde kunder allerede i april. Vi tænkte ikke dengang på at starte en virksomhed, vi ville bare have et job, siger Iryna Mamruk.

Vil bygge "endnu smukkere steder"

Før sommerferien fik Iryna Mamruk hjælp til at starte en virksomhed op i Danmark gennem et iværksætterkursus målrettet ukrainere i Danmark.

I dag driver hun dermed en virksomhed, hvor hun og manden Ramon Mamruk designer og vedligeholder haver.

Det håber hun kan bruges, når de en dag skal tilbage til Ukraine og bygge landet op efter krigen.

- Jeg tror, at landskabsarkitektur er meget vigtigt, og det er noget, vores byer får brug for efter krigen. Vi vil hjælpe med at renovere Ukraine og bygge endnu smukkere steder, end der var før, siger Iryna Mamruk.

Hun er dog ikke i tvivl om, at det også bliver hårdt. Hun fortæller, at der er mange bekendte fra hjemegnen, der er døde.

- Andre har mange forskellige traumer. Det er meget svært, fortæller Iryna Mamruk med knækket stemme.

Stærke kvinder

Selvom Iryna Mamruk allerede har mange kompetencer og erfaringer med at starte en virksomhed, vil hun deltage i alle de iværksætter-workshops, hun kan, fordi der ifølge hende stadig er viden at tilegne sig.

Kurser i iværksætteri for ukrainere

I løbet af de næste seks måneder skal der afholdes 200 workshops i 13 byer rundt om i Danmark. 

Programmets navn er 'IVDK - For ukranians', og der er plads til at i alt 1100 ukrainere kan deltage i workshops, der skal lære dem at starte en virksomhed.

Formålet med forløbet er, at det er "til gavn for kvinderne selv", at det gavner Danmark mens kvinderne er her, "og sidenhen for Ukraine, når landet skal genopbygges efter krigen", skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Bag projektet står en række partnere:

IværksætterDanmark, Dansk Iværksætter Forening, Erhvervsstyrelsen, Den Europæiske Socialfond, Industriens Fond, Erhvervshusene, Danmarks Erhvervsfremmestyrelse, IVÆKST, Vækstfonden og en række af landets kommuner.

- Sådan nogle projekter her hjælper med at skabe forbindelser og giver viden, fortæller hun.

Hun ser det som en pligt, at hun og de andre mange tusinde ukrainske kvinder, der er flygtet, en dag skal tilbage. Hun beskriver ukrainske kvinder som "stærke" og "selvstændige".

- Det er vigtigt for kvinderne at komme tilbage og genopbygge landet, fordi de ved, at hvis de ikke gør det, er der ingen, der gør det, fortæller hun.