Kendt børnewebshop går konkurs
Læs i artiklen, hvad du som forbruger har af rettigheder, når en webshop går konkurs.
Den danske webshop Pixizoo er gået konkurs, viser oplysninger fra Statstidende.
Selskabet, som siden 2014 har solgt blandt andet børnetøj, legetøj og babyudstyr, gik fredag konkurs.
På trods af flere forsøg på at rette op har virksomheden gennem længere tid haltet. Det fortæller Søren Christensen Volder, advokat og partner i Bech Bruun, der er indsat som kurator i sagen, til Finans.
Ifølge advokaten vil de af Pixizoos kunder, der har fået trukket deres penge, modtage deres varer "på et tidspunkt i de næste dage".
- Vi holder indtil videre hjemmesiden åben, men ekspederer ikke ordrer og trækker ikke penge på kundernes kort, siger Søren Christensen Volder til TV 2.
Han vil endnu ikke svare på, om kunder, hvis penge endnu ikke er trukket, kan forvente deres varer inden jul. Der forhandles nemlig fortsat med en ny mulig ejer, Søren Christensen Volder forventer, der vil overtage inden for de næste dage.
Forbrugerne står bagerst i køen
Hos Forbrugerrådet Tænk er man dog ikke videre optimistiske på kundernes vegne.
Har man bestilt varer hos en konkursramt webshop, risikerer man nemlig generelt set et svært forløb, fortæller chefjurist i forbrugerrådet Anette Høyrup.
- Det er meget svært at have noget til gode i en virksomhed, der er gået konkurs, siger hun til TV 2.
Generelt står forbrugerne bagerst i køen, når et konkursbo skal gøre op.
Det skyldes, at de varer, der er i firmaet, når det går konkurs, indgår i konkursboet, som skal gøres op af en kurator.
- Man kan skrive til konkursboet, hvad man har til gode, men det kan man ikke være sikker på, fordi man kæmper med alle de andre kreditorer, fortæller Anette Høyrup.
Der kan være håb for de ihærdige
Der er dog nogle undtagelser, understreger Anette Høyrup.
Blandt andet peger chefjuristen på, at visse korttyper kan have forsikringer imod konkurser.
Man kan også prøve at kontakte sin bank og undersøge, om de vil dække tabet.
Til sidst sætter kuratoren ofte en frist for at kunne melde sit tab som kunde, så de kan tage det med, når konkursboet skal gøres op.
- Her kommer du som forbruger bag i køen. Der er mange andre kreditorer, der står i kø for at få et eller andet udleveret, fortæller chefjuristen.
Du skal altså kontakte det konkursbegærede firma, hvis du vil have nogen som helst forhåbninger om at kunne få penge tilbage.
Kuratoren for det konkursramte Pixizoo maner dog til ro:
- Jeg vil opfordre til at se, om der kommer en ny køber. For uanset at en ny køber ikke er juridisk forpligtet til at honorere gavekort, gamle reklamationer eller bytte varer fra før konkursen, så ser vi ofte, at det gør nye købere alligevel for at fastholde kunder.