Danskernes syn på økonomien har aldrig været værre end i år

Forbrugertilliden har i 2022 ramt hidtil "uhørt lave niveauer", mener forbrugerøkonom.

Forbrugernes tillid er steget en lille smule fra november til december, men ligger stadig på et historisk set lavt niveau.

Det viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag.

Samtidig er forbrugertilliden set over hele året den laveste, Danmarks Statistik nogensinde har målt – og dermed værre end årene med finanskrisen.

I november lå den på minus 30,4, hvor den i december ligger på minus 28,9.

Forbrugertillid – sådan skal tallene forstås

Tallene er udtryk for, hvor optimistiske eller pessimistiske danskerne er på både deres egens økonomis vegne og for hele Danmarks økonomi samlet set.

For de fleste af tallene kan man lidt karikeret sige, at svar over nulpunktet er positivt stemt, og at svar under nulpunktet er pessimistisk. Der er dog enkelte undtagelser.

Det er desuden værd at bemærke, at der ikke er tale om en procentangivelse, men derimod om et tal baseret på et pointsystem.

Du kan læse mere om metoden i TV 2s store økonomioverblik lige her.

Chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm kalder 2022 for et år med "ekstremt dårlig forbrugertillid".

- Det peger på, at inflation er gift for danskernes privatøkonomi, og ikke mindst opfattelsen af hvordan det går, udtaler hun i en skriftlig kommentar.

Optimisme at spore

Louise Aggerstrøm mener på den anden side, at den lille stigning i forbrugertilliden skyldes, at danskerne har et "mere optimistisk syn på tilstanden i både dansk og egen økonomi".

- Det er dog fra hidtil uhørt lave niveauer, vi ser den forbedring, så det er langt fra sådan, at danskerne mener, at økonomien har det bare nogenlunde godt, udtaler hun.

Hun understreger, at situationen stadig ikke er "opløftende".

Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, ser også danskernes optimisme i det stigende tal.

- Stigningen i forbrugertilliden kommer blandt andet efter, at inflationen og renterne er faldet lidt tilbage. Det giver med rette optimisme og lidt mere luft i økonomien, siger han i en skriftlig kommentar.

Han vurderer dog, at energikrisen langt fra er slut.