Fredag bliver elprisen den højeste i månedsvis

Samtidig kommer prisen til at svinge relativt lidt i løbet af dagen, fortæller seniorøkonom.

Fredag når prisen på strøm det højeste niveau i månedsvis.

I løbet af dagen kommer strøm på den nordiske elbørs Nord Pool nemlig til at koste godt tre kroner i gennemsnit per kilowatt-time – ikke inklusive moms, tariffer og afgifter.

Det er ikke set dyrere siden 29. september.

Spørger man Jim Vilsson, der er seniorøkonom hos Energinet, er det først og fremmest det kolde og vindstille vintervejr, der bærer skylden.

- Det er helt klart den største årsag. For to uger siden var det næsten 10 grader og regnede, nu har vi tæt på 0 grader og frost om natten. Det flytter noget, siger han til TV 2.

Vores nabolande trykker prisen op

Der er stadig et godt stykke til de rekordhøje priser fra slutningen af august, hvor 1 kilowatttime i uge 34 sneg sig op på lidt over 4,3 kroner i gennemsnit.

De høje priser skyldtes kort fortalt en uheldig cocktail af kraftigt reducerede gasleverancer fra Rusland, en varm og tør sommer samt problemer på en række europæiske kraftværker.

Efterhånden som de udfordringer kom mere under kontrol, faldt priserne igen, indtil de i midten af november nåede samme niveau som i foråret.

Men nu er udviklingen vendt endnu en gang

Ifølge Jim Vilsson skal årsagen først og fremmest findes i resten af Europa, som Danmark deler elmarked med.

- I Danmark har vi ikke så meget elvarme, men det har de i for eksempel Norge og Sverige, og der bruger de meget strøm lige nu, hvor vi er kommet ind i en kold periode, siger Jim Vilsson.

Fladere elpris end normalt

Samtidig bliver det sværere end normalt at styre uden om de høje elpriser i løbet af fredagen.

Den kommer nemlig til at svinge relativt lidt sammenlignet med normalt, fortæller Jim Villson.

Alligevel opfordrer han til, at man forsøger at lægge sit forbrug, hvor strømmen trods alt er billigst.

- Det er altid godt at flytte forbruget til de lidt billigere timer. Det hjælper også elforsyningen på den lange bane, siger han.

Samme elpris i næste uge

Skuer man frem mod næste uge, er der ifølge seniorøkonomen ikke lagt i kakkelovnen til de store prisfald.

- Markedet forventer, at det er den her type vejr i hele næste uge, og så bliver prisen også cirka den samme, forklarer han.

Selv på den helt lange bane er der skruet op for forventningerne til elprisen.

Når den rå el handles på forhånd for januar, februar og marts på elbørsen, ligger prisen nemlig lige nu på 2,1 kroner i gennemsnit per kilowatt-time.

For bare to uger siden lå den på 1,58 kroner.

Ifølge seniorøkonomen skyldes den stigning blandt andet en række skuffende meldinger fra elnettet i resten af Europa:

- Det er den samme gamle historie med problemer med kernekraft både i Frankrig og Sverige.