Kollaps rammer en million: NFL-stjerne og skuespiller mister investeringer
Store pengebeløb er sivet ud af kryptohandelsplatformen FTX. De mener selv, at hackere kan stå bag store dele af de mistede summer.
En million mennesker risikerer at miste hele eller store dele af deres investering i kryptovaluta hos selskabet FTX, som fredag gik konkurs.
Det skriver CNBC efter at have kigget selskabets konkursbegæring igennem.
Ifølge CNN er flere af klodens største stjerner blandt de mange kreditorer, der har penge i klemme.
Kollaps rammer også stjernerne
Skuespilleren Matt Damon, der er kendt fra sine roller i 'Saving Private Ryan' og 'Goodwill Hunting', sagde i en reklame for kryptovaluta: “Fortune favours the brave” – eller på dansk "lykken står den kække bi".
Men i virkeligheden var han måske nærmere lidt for kæk. Hans investering i digitale valutaer hos FTX er ifølge CNN faldet med 70 procent.
Også NFL-stjernen Tom Brady har med stor sandsynlighed tabt penge efter både at have reklameret for og investeret i bitcoin gennem FTX.
I et indslag, som CNN har lavet om kendte mennesker, der har lagt penge i kryptovaluta i FTX, nævner de også den polsk-amerikanske skuespillerinde Gwyneth Paltrow og den amerikanske skuespillerinde Reese Witherspoon.
Sportsklubber mister storsponsor
Det er ikke kun privatpersoner – kende såvel som ukendte – der står til at miste noget på FTX’ konkurs.
Virksomheden var også sponsor for flere sportsklubber og -ligaer, som nu må se sig om efter andre sponsorater.
Fredag meddelte Mercedes’ formel 1-hold, at de dropper samarbejdet med FTX, og at de dermed fjerner firmaets logo fra deres biler. Det skriver Reuters.
NBA-holdet Miami Heat har indtil kryptokollapset spillet i en hal med navnet FTX Arena. Også dommerne i Major League Baseball i USA var sponsoreret af FTX.
Ifølge The New York Times handler det om sponsorater til flere hundrede millioner dollars, som disse sportsudøvere og klubber nu går glip af.
Kollapset
Alt dette kommer i kølvandet på flere begivenheder, der til sidst endte med, at FTX, som er én af verdens største handelsplatforme for kryptovaluta, fredag søgte om konkursbeskyttelse i USA.
FTX vurderes at være så meget værd, at det kan blive et nyt "Lehmann Brothers"-moment.
I løbet af kun tre døgn trak investorer cirka 43 milliarder kroner ud af platformen.
Det fik konkurrenten Binance til at tilbyde at overtage noget af forretningen for at redde FTX fra at gå bankerot. Men Binance måtte til sidst indse, at konkurrenten ikke stod til at redde, og de trak sig derfor fra handlen.
Efterfølgende gik FTX’ administrerende direktør og stifter Sam Bankman-Fried ud og sagde, at han trækker sig fra sin stilling. Samtidig meddelte firmaet sin konkurs.
Hackere kan have været på spil
Flere amerikanske medier har efter konkursen skrevet, at milliarder af kroner på mystisk vis lader til at være forsvundet fra firmaet. FTX mener selv, at det er hackere, der kan stå bag, og bad derfor sine kunder blive væk fra hjemmesiden.
Derudover er der anklager mod Sam Bankman-Fried, som også har grundlagt FTX, om, at han har overført milliarder af kundernes aktiver til sit andet selskab, Alameda Research. Et firma, der leverer finansielle ydelser.
Søndag offentliggjorde politiet i Bahamas, hvor FTX’ hovedkontor ligger, at de vil undersøge firmaet for, om der er foregået noget ulovligt i forbindelse med kollapset.