GO'

Droppede ud af gymnasiet – sidste år tjente han over en million kroner

Da Mahsun Avci fortalte i skolen, at han ville være iværksætter, blev han spurgt, om han gerne vil være arbejdsløs.

Du skal ikke tro, at du er noget.

Sådan lyder det første af jantelovens 'ti bud’, men 19-årige Mahsun Avci har bevidst valgt ikke at følge nogen af dem.

Allerede som 15-årig startede han sin egen markedsføringsvirksomhed, der promoverer andre virksomheder på de sociale medier, som Mahsun Avci forklarer det.

Sidste år valgte han at tage skridtet fuldt ud. Selvom mange ikke kunne forstå ham, droppede han ud af gymnasiet i 2. g for at satse 100 procent på sin virksomhed.

Og i dag er virksomheden Avci Media rykket fra børneværelset til et kontor på 600 kvadratmeter og omsætter for 1,2 millioner. Sidste år gav den et overskud på 1,18 millioner kroner.

- Jeg sprang bare ud i det med 120 kilometer i timen, fortæller Mahsun Avci.

Og Mahsun Avci opfordrer andre til at gøre det samme.

Det er faktisk en levevej. Det kan lade sig gøre

Mahsun Avci, iværksætter

Han mener, at vi skal blive bedre til at tænke ud af boksen og anerkende, at det også er en vej frem at vige fra den traditionelle uddannelsesvej.

Danmark ligger historisk lavt

En analyse fra 2019 lavet af SMVDanmark viser, at Danmark tager en andenplads i færrest antal selvstændige ud af alle beskæftigede i Europa kun overgået af Norge.

Mahsun Avci mener, at de lave tal er en reaktion på janteloven. Folk tør ikke at springe ud i iværksætteri, mener han:

- Danmark er farvet fuldstændig ind i janteloven, og ligegyldigt hvad folk gør, så er den der til at trække dem ned, siger han.

Fakta om selvstændige i Danmark

  • I 1983 udgjorde selvstændige 329.000 personer svarende til 12,9 procent af alle beskæftigede. I 2019 er antallet faldet til 192.000 og udgør nu kun 6,6 procent af alle beskæftigede.
  • Færre danskere arbejder inden for fag med mange selvstændige.
  • Danmark har den laveste andel af selvstændige ud af alle beskæftigede i EU. 

Kilde: SMVDanmark

Og han taler af erfaring, mener han, for han er selv blevet mødt med stor skepsis i sin vej mod karrieren som selvstændig:

- Da jeg gik i 9. klasse og fortalte min vejleder, at jeg gerne ville være iværksætter, blev jeg mødt med: “Altså, du vil gerne være arbejdsløs?”.

Derfor skal vi begrave janteloven, mener Mahsun Avci.

- Det er måske den ting, der gør, at flest går glip af deres drømme, siger han.

Opfordrer andre til at tage skridtet

I dag sidder Mahsun Avci som 19-årig efter eget udsagn med en veltrivende virksomhed.

Men som han selv fortæller, har han ikke den klassiske iværksætterhistorie:

- Jeg startede ikke med at sælge slik til mine klassekammerater. Jeg lærte det egentlig bare. Uden en formel uddannelse fik jeg det til at ske, og derfra rullede bolden.

Hans første kunde var sin far, der drev en restaurant. På kun en uge fordoblede Mahsun Avci sin fars omsætning, og det gav ham blod på tanden, fortæller han.

I sin gymnasietid prioriterede Mahsun Avci sin forretning frem for studierne, og det var ikke nemt for lærere og forældre at forstå.

- Mine forældre skulle have hele armen for at forstå, hvad jeg lavede oppe på mit børneværelse, siger Mahsun Avci i ‘Go’ morgen Danmark’.

Selvom han måtte bruge tid på at overbevise sine venner, lærere og forældre, opfordrer han andre til at springe ud i det.

- Det er faktisk en levevej. Det kan lade sig gøre, slutter Mahsun Avci.

Se hele indslaget fra 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.