Ledigheden faldt igen i september: - Arbejdsmarkedet står meget stærkt
Der bliver fortsat færre, der står uden job på det danske arbejdsmarked, viser tal fra Danmarks Statistik.
Der bliver fortsat færre ledige på det danske arbejdsmarked, viser tal fra Danmarks Statistik.
I september faldt ledigheden med 1800 personer til 74.500 personer.
Det er anden måned i træk, at der bliver færre ledige. I forsommeren voksede ledigheden en lille smule, da der ankom ukrainske flygtninge til Danmark.
De er dog enten hurtigt kommet i arbejde eller er vendt tilbage til Ukraine. Eksempelvis var der i september omkring 400 færre ledige ukrainere i Danmark.
Med det lille fald i september er det nu 2,5 procent af arbejdsstyrken, der ikke er i arbejde. Dermed er ledighedsprocenten meget tæt på bundrekorden fra før finanskrisen.
Dengang var det blot 2,4 procent af arbejdsstyrken, der stod uden arbejde.
- Arbejdsmarkedet bliver ved med at præsentere flotte tal for os, hvor ledigheden falder og beskæftigelsen slår nye rekorder. Det sker til trods for den massive modvind, som har ramt dansk økonomi, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en analyse og fortsætter:
- Dagens tal er et meget klart vidnesbyrd om, at arbejdsmarkedet fortsat står meget stærkt.
- I virkeligheden er det slet ikke så skidt
Ifølge Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, indeholder den nuværende kombination af meget hård kamp om arbejdskraften og tårnhøj inflation også farer for dansk økonomi.
- I virkeligheden er det slet ikke så skidt, at gassen går lidt af ballonen på arbejdsmarked. Vi må nemlig konstatere, at risikoen for en overophedning af økonomien er ganske reel, skriver han i en analyse.
- Kombinationen af så lav arbejdsløshed og så høj inflation giver grobund for nogle uholdbart store lønstigninger. Derfor er det ikke nogen katastrofe, hvis arbejdsmarkedet køler lidt ned.
- Vi er dog bekymrede for, at der bliver tale om mere end bare end nedkøling.