Business

ECB hæver renten med 0,75 procentpoint

Høj inflation i euroområdet tvinger ECB til den anden store rentestigning inden for mindre end to måneder.

Den Europæiske Centralbank (ECB) hæver torsdag sin ledende rente med 0,75 procentpoint til 1,5 procent. Det oplyser centralbanken.

Det er den tredje rentestigning i år.

- Når man ikke har fået kontrol over den her ekstremt høje inflation, så ser man et behov for at blive ved med at hæve renten, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

Og det får konsekvenser for forbrugerne.

- Når renten stiger, bliver det dyrere at være forbruger, fordi man skal betale mere i rente på for eksempel sit boliglån. Det er enormt effektivt at hæve renterne, fordi det er med til at dæmpe efterspørgslen i økonomien, siger Jeppe Juul Borre.

Medicin mod inflation

Efter flere år med rekordlavt renteniveau hævede ECB i juli renten for første gang siden 2011. Siden kom endnu en renteforhøjelse i september.

- Det er overordnet set en god nyhed, fordi det er den medicin, der skal til for at tøjlet den høje inflation, der gør så ondt på os alle sammen, siger Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

I september nåede inflationen i euroområdet således 9,9 procent. ECB har et mål om, at inflationen gerne skal være omkring 2 procent om året.

- På den anden side er det en dårlig nyhed, fordi det gør det dyrere at låne penge herhjemme i Danmark, fordi vi kommer til at kopiere den renteforhøjelse.

Danmarks Nationalbank ventes senere torsdag eftermiddag at følge efter med en lige så stor rentestigning.

Det er den fortsatte høje inflation i euroområdet, der tvinger ECB til at hæve renten.

Banken udelukker heller ikke, at der kan være flere rentestigninger i vente.

- Skal slutrenten være 2 procent eller 5 procent, det aner man ikke. Derfor tager man et skridt ad gangen for at se, hvordan det påvirker markedet og inflationen. Én ting, vi kan sige med stor sikkerhed, er, at man ikke er færdig endnu. Man har slet ikke nået toprenten, siger Jeppe Juul Borre.