Business

Danske aktier har kurs mod værste måned i 11 år

Efter en optur hen over sommeren er virkeligheden så småt ved at gå op for investorerne, fortæller aktieanalysechef.

Torsdag lukkede det toneangivende danske aktieindeks C25 med endnu et fald. Denne gang på knap 3 procent.

I alt var der dermed blevet barberet mere end 14 procent af C25-aktiernes værdi i september – svarende til cirka 370 milliarder kroner.

Der kan sagtens være yderligere dyk på vej

Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank

Godt nok har indekset fredag startet månedens sidste dag med at genvinde et par procent, men indekset har alligevel kurs mod den værste måned i over et årti.

Det fortæller Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Nogle gange kan der ske mærkelige ting på kvartalets sidste dag, men det her ligner helt klart en september, der bliver den værste måned i 11 år, siger han.

Stigende priser udfordrer aktiemarkedet

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner hos Formuepleje, er der flere årsager til de blodrøde aktier. Den første er, måske ikke overraskende, de hastigt stigende priser på alt lige fra el og gas til smør og mælk.

Samtidig har centralbanker verden over blæst til kamp mod inflationen – blandt andet ved at sætte deres renter i vejret.

Tilsammen har det sat sig som bekymringer for økonomiens fremtidige vækst, der nu påvirker aktiemarkedet.

- Det er væksten og den langsigtede indtjening, der skal drive aktiemarkedet. Vi ser særligt de konjunkturfølsomme selskaber og sektorer være under pres, fordi usikkerheden om den fremtidige vækst og den fremtidige indtjening udfordrer aktiemarkedet, siger Otto Friedrichsen.

Fra den ene side af vejen til den anden

De stigende priser er dog ikke nogen ny historie, og egentlig klarede de danske aktier sig efter omstændighederne ganske glimrende hen over sommeren.

Blandt andet holdt renterne et nogenlunde stabilt niveau, hvilket gav aktierne luft til at stige en smule, fordi mange investorer forventede, at inflationen var ved at nå toppen, fortæller Jacob Pedersen.

- Hvor den forventning kom fra, har vi svært ved at se, men vi fik en optur hen over sommerferien. Nu rammer virkeligheden alligevel investorerne, siger han.

Priserne fortsatte nemlig med at stige verden over, og blandt andet den amerikanske centralbank, FED, har været klar i spyttet om, at de vil fortsætte med at bekæmpe prisstigningerne – uanset hvad det måtte betyde for væksten.

Dermed blev det slået fast med syvtommersøm, at de seneste mange års ekstremt lave renter ikke kommer tilbage lige foreløbigt.

- Så det er fra den ene side af vejen til den anden side af vejen på meget kort tid. Det har nogle meget store implikationer for rentemarkedet, valutamarkedet, og når usikkerheden rammer indtjeningen, så bliver aktierne altså også ramt, siger Otto Friedrichsen.

- Der kan sagtens være yderligere dyk på vej

Spørger man Jacob Pedersen, er det ”tæt på umuligt at sige”, hvor langt aktiekurserne skal ned, før de for alvor begynder at kravle opad igen.

Økonomer er dog bredt set enige om, at Danmark er på vej ind i en recession – altså en opbremsning af økonomien.

Hvor slem den bliver, er dog sværere at spå om.

- Der kan sagtens være yderligere dyk på vej, hvis nogle af de værre scenarier begynder at udspille sig. Så vi mener ikke, at vi nødvendigvis har nået bunden endnu, siger Jacob Pedersen