Hotel vil lukke i vinterperioden for at spare: - Ikke alene om at tage drastiske midler i brug, siger Horesta
Ifølge Horesta er der mørke tider i vente for hotelbranchen. Allerede nu ser de en stigning i bekymringsopkald fra hoteller.
Energikrisen har kastet en skygge over hotelbranchen.
En af de hoteller, som i høj grad mærker presset, er Marskhotellet i Højer i Sønderjylland. Her plejer der at stå omkring 11.000 kroner på elregningerne. Men i august var den firdoblet, så den lød på 45.000 kroner.
- Vi har haft nogle år, hvor vi har været økonomisk presset af restriktioner. Men nu er der kommet en energikrise, som har fået vores strømpriser til at stige, siger hotellets ejer, Kaare Holler Jessen.
Lukker hotel og tager til Thailand
Derfor har hotellet fundet frem til to løsninger, som skal lette det økonomiske pres.
I samarbejde med Webhuset Ballum har Marskhotellet udarbejdet en it-løsning, som tænder og slukker blandt andet fjernsyn og køleskabe, når gæster tjekker ind og ud af deres hotelværelser.
- Jeg har villet gøre det i lang tid, men nu er det blevet nødvendigt, siger Kaare Holler Jessen til TV 2.
Derudover vil hotellet lukke ned fra november til marts i håb om at sænke strømforbruget.
Mens Kaare Holler Jessen planlægger at rejse til Thailand med sin thailandske kone, vil der stadig være ansatte at finde på hotellet i lukkeperioden.
Hotelejeren vil nemlig kæmpe for ikke at skulle fyre sine medarbejdere på grund af de høje elregninger.
- Jeg har nogle fanstatiske ansatte, som jeg ikke vil af med. De kan stadig arbejde, når hotellet er lukket, for der er jo ting, som skal rengøres, fortæller han.
Hoteller med coronagæld har det ekstra svært
Men Marskhotellet er ikke det eneste hotel, som i øjeblikket er økonomisk belastet.
Ifølge Kristian Nørgaard, som er politisk direktør i brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta, er antallet af bekymringsopkald fra hoteller steget, siden energikrisen tog fart.
- Mange hoteller er udfordrede lige nu. Når der kommer så høje omkostninger, er det svært at få tingene til at hænge sammen, siger han til TV 2.
Ikke nok med at hotellerne er pressede over de høje elregninger, så er købekraften hos kunderne også faldet.
Det har resulteret i, at ikke kun Marskhotellet har måttet ændre i deres åbningstider.
- Nogle virksomheder må begrænse deres aktiviteter, mens andre siger, at de kun vil holde åbent i weekenderne. Det er meget svært for rigtig mange lige nu, lyder det fra Kristian Nørgaard.
Han tilføjer, at det særligt er hoteller, som fortsat har coronagæld, der er hårdt ramte af energikrisen.
Politikerne skal gøre mere
Ifølge Kristian Nørgaard lyder bekymringsopkaldene anderledes i dag, end de gjorde for et år siden, hvor vi befandt os i den raserende coronapandemi.
- Under coronakrisen ringede vores medlemmer med frygt om at gå konkurs i morgen og med spørgsmål om restriktionerne. I dag søger de råd om, hvorvidt de skal fortsætte, når de har underskud, som varer ved. Så vi er dybt bekymrede, siger han.
Fredag indgik regeringen en bred aftale om vinterhjælp for at afbøde de stigende energiregninger.
Pakken indeholder 11 overordnede punkter, som ikke kun skal hjælpe husholdningerne, men også virksomhederne.
- Det er en krise, vi befinder os i
Men spørger man Kristian Nørgaard, er vinterpakken ikke nok til at lette presset på hotellerne.
Derfor foreslår han blandt andet, at hotelmomsen på 25 procent sænkes. I Tyskland ligger den kun på 7 procent.
Derudover mener den politiske direktør, at bekymringsopkaldene og de stigende elregninger er et forvarsel for, hvad der er på vej.
Og det bliver ikke kønt, mener Kristian Nørgaard.
- Det er ikke alle, der kan blive ved med at drive forretning. Nogle vil gå konkurs eller lukke ned i en periode. Det er en krise, vi befinder os i, fortæller han til TV 2.