Priserne stiger

Virksomheder ændrer produktionen for at overleve: - Vi er gået fra at bruge smør til olie, siger direktør

Flere virksomheder har også lavet ændringer i vagtplanerne, så deres medarbejdere skal møde i weekenderne, hvor det er billigere at producere.

Energikrisen har tvunget flere danske virksomheder til at være kreative i et forsøg på at spare penge på den rekorddyre energi. Blandt andet hos bagerkæden Bodenhoff.

Her har man ikke kun justeret i de ansattes mødetider, så de arbejder de tidspunkter, hvor energipriserne er lavest. Man har også foretaget ændringer i sortimentet.

Man går glip af den kvalitetstid, man skulle have haft derhjemme med familie, venner og børn

Martin Henriksen, skifteholdsleder hos Genan

De er nemlig gået fra at benytte wienerdej til bløddej, lyder det fra virksomhedens administrerende direktør, Christian Bodenhoff:

- Nu har vi haft en snegl, som før var lavet på wienerbrød, men som nu er lavet på bløddej, da det er billigere at producere, fordi der ikke er smør i. Vi er gået fra at bruge smør til at bruge olie og margarine i stedet for, siger han til TV 2.

Flyttet arbejdsuge

Også virksomheden Genan, som beskæftiger sig med at genbruge dæk, har været presset af de stigende energipriser.

Derfor har man også her valgt at foretage ændringer for at holde hovedet over vandet.

- Vi har først skåret produktionen ned, så den passer nøjagtigt med det, som vi skal bruge, lyder det fra Michael Agerkilde, som er produktionsdirektør hos Genan.

- Derudover har vi skåret de dyre timer af, og nu her senest har vi været nødt til at producere i weekenderne, fordi det koster cirka en femtedel i strøm, tilføjer han.

Og netop det sidstnævnte har vist sig at være en kæmpe hjælp for virksomheden, lyder det.

- I en måned som august sparer vi nok omkring en million en meget stor procentdel af vores produktionsomkostninger, fortæller Michael Agerkilde.

Vinterpakke er ikke nok

Fredag indgik regeringen en bred aftale om vinterhjælp for at afbøde de stigende energiregninger.

Pakken indeholder 11 overordnede punkter, som ikke kun skal hjælpe husholdningerne, men også virksomhederne.

De 11 overordnede punkter i vinterpakken

  1. Midlertidig forhøjelse af børne- og ungeydelsen
  2. Indefrysningsordning for husholdninger
  3. Indefrysningsordning for virksomheder
  4. Midlertidig lempelse af den almindelige elafgift
  5. Bedre forsyning af træpiller
  6. Skrotningsordningen udvides med træpillefyr
  7. Forøgelse af pulje til udrulning af fjernvarme
  8. Forøgelse af pulje til etableringsstøtte
  9. Forøgelse af tilskud til afkobling af gasnettet
  10. Lempelse af elafgift for varmepumper
  11. Sænkning af eltariffer via flaskehalsindtægter

Kilde: Finansministeriet

Ifølge Michael Agerkilde er der kun tre punkter, som er rettet mod industrien og de er kun "meget let brugbare", vurderer han.

Blandt andet vil regeringen sænke eltariffer, som dækker over elnetselskabernes ydelser og omkostninger til drift. Men det vil ikke have en stor betydning for netop Genan, fortæller produktionsdirektøren.

- Så er der en indfrysningsordning, som man ikke ved, hvordan man skal sætte en rente på. Der er også noget med fjernvarme, men det bruger vi ikke noget af, siger han til TV 2.

Mindre tid med familie og venner

Da Genan har rykket produktionen til weekenderne for at spare, betyder det, at medarbejdernes arbejdsuge er rykket med.

Og det er ikke sjovt, fortæller Martin Henriksen, skifteholdsleder hos Genan:

- Man går glip af den kvalitetstid, man skulle have haft derhjemme med familie, venner og børn. Ens kære arbejder normalt til hverdag, og så er det i weekenderne, at man er klar til alt muligt, men det må man give afkald på.

Virksomheden er meget presset. Kan du ikke forstå, at de (ledelsen i Genan, red.) bliver nødt til at tage kreative løsninger i brug for at få det hele til at hænge sammen, og du stadig kan have et arbejde?

- Jo, det har jeg fuld forståelse for, og det er derfor vi stadig er her ellers var vi nok stukket af. Vi må alle sammen gøre noget, og det prøver vi i hvert fald, siger Martin Henriksen.